Side 2
Vandladningsproblemer Ambulant samtale ved sygeplejerske Bindvejningstesten Er en undersøgelse af, hvor stor din utæthed for urin er. Vi bruger resultatet af undersøgelsen til at vælge den rette behandling til dig. Du skal lave undersøgelsen på 2 forskellige dage. Dagene skal være så 'normale' som muligt. Dag nr. 1 skal være en 24-timers test, hvor du har almindelige daglige aktiviteter som job, indkøb osv. Dag nr. 2 skal være en 24-timers test, hvor du foretager fysiske anstrengelser som gymnastik, fitness, løb eller lignende. Hvis du normalt ikke bruger bind, anbefaler vi, at du alligevel laver undersøgelsen med et bind disse to dage. Du skal foretage undersøgelsen hjemme. Du skal veje bindet på en digital-/elektronisk køkkenvægt før det tages i brug. Når du skifter bindet, vejes det på ny i en pose. Resultaterne af din vejning kan du skrive under 'Vejning af bind/ble' på væske-/vandladningsskemaets sidste kollonne. Markér din værdi (gram) i kolonnen 'tør' (ved tørt bind) og 'våd' (ved brugt bind). Hvis du ikke har en brugbar vægt og derfor ikke selv kan lave bindvejningstesten, kan du i stedet lave undersøgelsen som følger: Du gemmer hvert enkelt bind/ble, du har brugt i løbet af de sidste 24 timer, dag og nat. Bleer og bind lægges enkeltvis i aflukkede poser og medbringes i ambulatoriet. Testen skal udføres i døgnet før du kommer i ambulatoriet. Husk at medbringe et ubrugt bind i den størrelse du har anvendt under undersøgelsen, som skal bruges, når bindene skal vejes. Beskriv gerne for personalet i ambulatoriet, hvor meget aktivitet og fysisk anstrengelse du har haft i det pågældende døgn, du lavede testen. 4. Mød med 'fuld blære' til Urinflow-undersøgelse i ambulatoriet . Undersøgelsen laves i forbindelse med dit ambulante besøg i Urogynækologisk Ambulatorium. Undersøgelsen vil give oplysninger om din vandladning, hvilket er nødvendigt for at vælge den rette behandling til dig. Det er vigtigt, at du har en normal vandladningsmængde ved undersøgelsen, det vil sige, at det er 2-3 timer siden sidste vandladning, og at du har følelse af vandladningstrang. Hvis du har vanskeligheder med at styre din vandladning, er du velkommen til at møde før den planlagte tid. Spørg evt. efter drikkevarer, så du kan fylde blæren tilstrækkeligt inden undersøgelsen Undersøgelsen tager 5 minutter og er ikke forbundet med ubehag. Undersøgelsen foregår ved, at du sidder på en toiletstol og lader vandet ned i en tragt, som måler urinmængden og kraften på strålen. Efterfølgende bliver du ultralydsscannet på huden over blæren, for at vurdere om blæren er tømt. Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte os. 2/2