IVF behandling Til patienter og pårørende Vælg farve Behandlingen trin for trin IVF (In Vitro Fertilisering) også kaldet reagensglasbehandling går kort fortalt ud på, at du som kvinde hormonstimuleres til at danne flere æg i æggestokkene end det ene æg, som normalt modnes i hver cyklus. Efterfølgende udtages æggene og befrugtes med sæd i laboratoriet. Efter 5 dages dyrkning lægges et befrugtet æg (blastocyst) tilbage i livmoderen. Tilmelding til behandling Du skal tilmelde dig på 1.menstruationsdag. Af hensyn til prioritering og mulighed for at komme i behandling er det vigtigt, at du tilmelder dig på 1. menstruationsdag. Tilmelding til behandling kan foregå via app'en Mit Sygehus eller klinikkens hjemmeside. Du sender din tilmelding ved at klikke på fanebladet "Spørgeskema" og derefter udfylde skemaet "Tilmelding til behandling". Ved tilmelding via hjemmesiden følger du linket under fanebladet "Tilmelding til behandling". Du får i løbet af 1-2 dage besked i din e-boks med information, mødetidspunkt og medicin. Information omkring lukkeperioder og ventetid kan findes på klinikkens hjemmeside eller i app'en Mit Sygehus. Besøg på klinikken I et IVF behandlingsforsøg skal du som kvinde regne med at komme på fertilitetsklinikken 4-6 gange i alt. Hvert besøg vil være af ca. en halv times varighed. Behandling IVF behandling kan foregå i et kort eller langt forløb. Kort IVF behandling Den korte IVF behandling foregår indenfor samme menstruationscyklus. I det korte behandlingsforløb opstartes hormonbehandlingen på 2-3 cyklusdag. Formålet med hormonbehandlingen er at stimulere æggestokkene med hormonindsprøjtninger til at udvikle og modne flere ægblærer (follikler). Hormonindsprøjtningerne skal du selv tage i maveskindet efter oplæring ved sygeplejerske. I stimulationsfasen, der gennemsnitligt varer 10-12 dage, skal du som kvinde forvente at møde i klinikken til 2-4 ultralydsskanninger, hvor ægblærernes størrelse måles. I det korte forløb nedreguleres kvindens cyklus med indsprøjtning af Fyremadel. Nedregulering vil bevirke, at kvindens egen cyklus blokeres midlertidigt. Når ægblærerne måler 18 mm eller derover, indeholder de modne æg og der gives en ægløsningssprøjte på et bestemt tidspunkt om aftenen. Cirka halvandet døgn efter denne sprøjte skal I begge møde på klinikken, hvor du som mand skal aflevere sædprøve og kvinden skal have taget æg ud. Odense Universitetshospital Fertilitetsklinikken Kløvervænget 23 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 23 65 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/fertilitet Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdfertilitet x 1/3 Materiale nr: 101514 23.08.2024
Download PDF fil