Leddegigt, behandling og hverdagsliv Symptomer på leddegigt Symptomerne på leddegigt er hævede og ømme led, hvilket bevirker en dårligere funktion. Stivhed af leddene er karakteristisk, mest udtalt om morgenen og efter en lang hvilepause. Hvordan kontrolleres leddegigt? Patienter med leddegigt får et forløb i reumatologisk ambulatorium, hvor kontrollen af sygdomsaktivitet og behandlingen forestås af læger og sygeplejersker i et samarbejde med patienten. Hvilke signaler skal du være opmærksom på? Tegn på aktiv sygdom er hævelse af leddene, som kan være ømme og stive. Såfremt leddene har været hævet i mere end 3 dage, vil vi bede dig om at kontakte ambulatoriet mhp. en vurdering. Hvis du får feber (anskaf dig et termometer) og har temperaturforhøjelse på 38.5 eller derover, skal du kontakte egen læge for at klarlægge, om du kunne have en infektion. Hvis du efterfølgende skal have antibiotika, er der visse former for behandling af leddegigt, som vi vil bede dig om at pausere. Om medicin Hvilken medicin får man ved leddegigt? Alle patienter der får stillet diagnosen leddegigt tilbydes sygdomsspecifik behandling med Methotrexat. Stoffet er vist at være effektivt mod ledhævelser og det forhindre i stort omfang, at der kommer skade på brusk og den underliggende knogle i leddene. Hos en mindre del af patienter med leddegigt kombinerer man Methotrexat med andre former for sygdomsspecifik behandling. Smertestillende En effektiv behandling med Methotrexat eller kombinations behandling bevirker at langt fra alle patienter har behov for smertestillende medicin. Ved behov for smertestillende medicin anbefales som første valg paracetamol. Denne behandling kan kombineres med f.eks. NSAID, hvis der ikke er kontraindikationer. Morfin eller morfinlignende stoffer har ikke plads i smertebehandlingen, da det ikke har specielt god virkning på gigtsmerter og har en lang række bivirkninger. 2/9
Download PDF fil