Side 4
Behandling af forsnævret aortaklap (aortastenose) Som et led i behandlingen, er det vigtigt at du spiser og drikker godt og bevæger dig rundt i afdelingen for at fremme dit forløb. Nogle patienter kan efter operation opleve, at de bliver forvirrede og har svært ved at orientere sig samt huske. Dette er sædvanligvis forbigående. Udskrivelse De fleste patienter bliver udskrevet dagen efter behandlingen. Nogle patienter kan udskrives samme dag, mens andre skal observeres for hjerterytmeforstyrrelser i yderligere 1-2 dage. Dette vurderes løbende under indlæggelsen. Hvis der er mulighed for at blive udskrevet samme dag, bliver det vurderet ved den indledende samtale i ambulatoriet, da det blandt andet kræver, at der er pårørende i hjemmet. Den første uge efter behandlingen, må du ikke cykle eller løfte tunge ting over 4 kg på grund af risiko for blødning fra indstiksstederne i lysken. Bilkørsel er tilladt efter 4 dage, medmindre der er forholdsregler, som taler imod det. Dette vil lægen vurdere inden udskrivelsen. Ambulant efterforløb Du bliver indkaldt til kontrol på hjemsteds- sygehus efter 1-3 måneder. Rehabilitering Du bliver henvist til genoptræning, som kan foregå enten på dit sygehus eller i din kommune. Du kan være træt efter behandlingen, og der kan gå uger eller måneder, inden resultatet af behandlingen viser sig. De første dage efter behandlingen kan du føle dig særlig træt. Det er vigtigt, at du prøver at bevæge dig så meget som muligt. Det fremmer bl.a. vejrtrækningen, mave-tarmfunktionen og nattesøvnen samt mindsker risikoen for at danne blodpropper. Forebyggelse af betændelse på hjerteklapper Det anbefales at være særlig opmærksom på risikoen for betændelse på hjerteklappen, som kan opstå ved, at der kommer bakterier i blodbanen, der passerer hjerteklappen, særligt gennem huden og munden. Dette kan du læse mere om i pjecen, der udleveres ved udskrivelse. Ved tandlægebesøg skal du fremover informere din tandlæge om, at du har fået behandling på hjerteklappen, og du skal have forebyggende antibiotikabehandling. Seksualitet Du må gerne have seksuelt samliv efter behandling på hjerteklappen. Vær opmærksom på, at seksuelle udfordringer kan forekomme hos både mænd og kvinder i relation til hjertesygdommen. Din egen læge vil kunne hjælpe med rådgivning og tiltag, som passer dig. Mulige komplikationer Selvom TAVI generelt er en meget skånsom behandling, kan der i sjældne tilfælde opstå alvorlige komplikationer. Dødeligheden ved indgrebet er under 1 %. Alvorlige komplikationer ved indgrebet er blodpropper i hjernen, som forekommer hos 1-2 %. Lidt hyppigere forekommer mindre alvorlige komplikationer som blødning fra indstikssted, der kræver operation (<1 %), lokal hævelse i lysken (ca. 10 %) samt behov for pacemaker (ca. 15 %), der forlænger indlæggelsesforløbet. Meget sjældent (<1 %) kan der være behov for akut skift til kirurgisk behandling af klapsygdommen pga. komplikationer til proceduren. Det er vigtigt, at du har gjort dig klart i forvejen, om du ønsker det akutte kirurgiske indgreb med åbning af brystbenet samt evt. kirurgisk indsættelse af ny hjerteklap. Dette vil lægen tale med dig om. Selvom vores fornemmelse af at holdbarheden af TAVI klapper er gode, er der endnu ikke langtidsresultater tilgængelige. Vi har dog ingen mistanke til, at TAVI klapper slides hurtigere end kirurgisk indsatte klapper. For yderligere information henvises desuden til Hjerteforeningens hjemmeside og appen "Mit sygehus" under OUH, Odense Universitetshospital, B - Hjertemedicinsk Afdeling, Hjerteklapsygdomme 4/4

