Varmebehandling ved forkammerflimren - ablation/lungeveneisolation Til patienter og pårørende Vælg farve Før indlæggelsen For at minimere risikoen for blodpropper skal du have blodfortyndende medicin i minimum 3 uger forud for ablationen. Du skal have den medicin, der hedder enten Eliquis, Lixiana, Pradaxa, Xarelto eller Marevan. Hvis du får Marevan, skal du have målt din INR (blodprøve) en gang om ugen de sidste 3 uger op til ablationen. INR værdien skal ligge mellem 2 og 3 ved disse målinger. Hvis INR værdien er under 2 skal du kontakte os. Hvis du er kvinde mellem 12 og 55 år og er gravid eller kan være det, skal du kontakte os på telefon 6541 2129, da vi bruger røntgenstråling i forbindelse med din behandling. Ca. 1 uge før indlæggelsen skal du have taget blodprøver ved din egen læge eller på sygehuset. De prøver, du skal have taget, er bestilt elektronisk, men du skal selv bestille tid. Du bliver ringet op af en sygeplejerske 3-5 dage før indlæggelsen. CT-scanning Hvis du ikke tidligere har fået lavet en CT- scanning af dit hjerte, indkaldes du til dette på dit hjemstedssygehus før indlæggelsen. Indlæggelsesdagen Du skal være fastende. Dvs. du må ikke spise eller drikke mælkeprodukter 6 timer før operationen. Indtil 2 timer før må du drikke kaffe, te, saft og vand. Vi anbefaler, at du drikker 2 glas kulhydratholdige væsker, f.eks. sød saft eller æblejuice, lige inden du kører hjemmefra. Hvis du får medicin for sukkersyge, må du ikke tage den om morgenen på operationsdagen. Du skal tage din øvrige morgenmedicin hjemmefra og tage din egen medicin med til et døgn. Inden du møder, skal du tage et bad og tage rent tøj på. Undgå at anvende creme, makeup, neglelak og smykker. Når du møder i afdelingen, skal du klæde om til hospitalstøj og tage ure og smykker af. Evt. hår på brystkassen og i lysken bliver barberet af, og du får lagt et drop i armen. Der kan forekomme en del ventetid på operationsdagen, så medbring evt. læsestof mv. Selve behandlingen (foregår i lokalbedøvelse) På operationslejet bliver du tilkoblet udstyr til overvågning af din hjerterytme. Du får lavet en ultralydsscanning af hjertet via spiserøret, hvor man sikrer, at der ikke er blodpropper i hjertets venstre forkammer. Herefter lokalbedøves du i lysken, og gennem en blodåre føres katetre op i hjertets højre forkammer, og derfra videre til venstre forkammer gennem et lille hul i forkamrenes skillevæg. Når man har lokaliseret områderne i venstre forkammer foretages selve opvarmningen (ablationen). Odense Universitetshospital Hjertemedicinsk Afdeling B Tlf. 65 41 21 29 (hverdage 8-15) Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odebind Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdb x 1/3 Materiale nr: 148445 24.01.2024
Download PDF fil