Side 1

Arbejdstest på motionscykel med måling af iltoptagelse Til patienter og pårørende Vælg farve Information om cykel-belastningstest (arbejdstest) med måling af iltoptagelse Formål Formålet med en arbejdstest er, at vurdere hvordan hjerte- og lungekredsløbet fungerer i forbindelse med fysisk belastning. Udover at give indblik i din fysiske formåen, kan testen afsløre iltmangel i hjertet og hjerterytmeforstyrrelser, og benyttes til udredning af hjerteklapsygdom. Samlet set opnås et generelt indblik i, hvordan dit kredsløb og din iltoptagelse fungerer. Sådan foregår undersøgelsen Der vil være en sygeplejerske og en læge til stede ved arbejdstesten, der foregår ved at du cykler på en motionscykel, mens du har en tætsluttende maske på, der dækker næse og mund. Undervejs holder vi øje med din puls og hjerterytme samt dit blodtryk. Derfor får du sat elektroder på bryst og overkrop samt blodtryksmanchet på armen. Via masken, der dækker næse og mund, kan vi måle din iltoptagelse. De første målinger foretages , mens du sidder og hviler på motionscyklen. Herefter begynder selve testen. I begyndelsen er belastningen beskeden, men den øges med jævne mellemrum. Det er hensigten, at du bliver belastet til det maksimale af din ydeevne. Hvis du får unormale ændringer i puls, blodtryk eller hjerterytme stopper testen. Andre hyppige årsager til at afbryde testen er fysisk udmattelse, brystsmerter eller træthed. Forberedelse De sidste 4 timer inden arbejdstesten skal du ikke indtage et større måltid, men du må gerne drikke væske i hele perioden. Det er vigtigt, at du ikke ryger 8 timer før testen, da det kan påvirke din iltoptagelse. Det er en god idé at have løstsiddende tøj på til testen, da du formentlig kommer til at svede. Det er en fordel at have kondisko eller lignende på. Der er mulighed for omklædning før cykeltesten. Risiko ved undersøgelsen Under belastningen kan der komme brystsmerter og naturligvis åndenød. Alvorlige smerter i brystet eller alvorlige forstyrrelser i hjerterytmen indtræder meget sjældent og bliver straks behandlet. Svar på resultatet Umiddelbart efter testen bliver du mundtligt informeret om resultatet af en læge. Hvis du gennemgår et større udredningsforløb, får du dog først svar af den ansvarlige læge, når alle undersøgelsesresultater foreligger. Venlig hilsen Personalet Hjertemedicinsk ambulatorium Odense Universitetshospital Hjertemedicinsk Afdeling B, Indgang 44-46 Kløvervænget 47 . 5000 Odense C Tlf. 65 41 26 85 (Hverdage 8 - 15) Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odebamb Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdb x 1/1 Materiale nr: 134551 20.02.2025

    ...