Kikkertundersøgelse (gastroskopi) Til patienter og pårørende Vælg farve Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm Gastroskopi Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Her kan lægen se det indvendige af dit spiserør, mavesæk og tolvfingertarm og evt. tage prøver. Det er i nogle tilfælde muligt at behandle syge områder under kikkertundersøgelsen. Gastroskopi foregår med en bøjelig kikkert med et kamera, der føres gennem mund, svælg, spiserør og mavesæk til tolvfingertarmen. Afhængig af om der skal tages vævsprøver eller foretages behandling varer undersøgelsen mellem 5 og 30 minutter. Du skal faste før undersøgelsen Du skal møde fastende og må derfor ikke spise noget eller drikke mælkeprodukter senere end 6 timer før undersøgelsen Du må drikke vand, saft, kaffe eller the indtil 2 timer før undersøgelsen. Tager du medicin, må du tage din medicin senest to timer før undersøgelsen Sukkersyge - ingen medicin på dagen Hvis du får medicin mod sukkersyge, skal du ikke tage medicinen - tabletter/insulin, den dag du skal undersøges med mindre du har aftalt noget andet med lægen. Blodfortyndende medicin Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du måske holde pause. Kontakt os for at få planlagt evt. pause. Sådan foregår undersøgelsen Du skal ved undersøgelsen ligge på venstre side. Du vil få en ringformet tandbeskytter mellem tænderne/gummerne, og kikkerten føres igennem denne ned i spiserøret. Dette kan godt være forbundet med nogen ubehag. Du vil dog hele tiden kunne trække vejret gennem næsen eller munden. I forbindelse med undersøgelsen kan der dannes en del sekret og spyt, som du ikke kan synke på grund af kikkerten i spiserøret. Hvis dette generer dig eller din vejrtrækning, suger sygeplejersken spyttet væk fra munden med et sug. Efter undersøgelsen Hvis du har været lokalbedøvet i svælget, virker lokalbedøvelsen fortsat efter undersøgelsen og kan medføre risiko for, at du får mad og drikke i 'den gale hals'. Du må derfor ikke drikke eller spise den første time efter undersøgelsen. Herefter er du velkommen til at spise og drikke. Du er velkommen til at medbringe lidt spiseligt. Kolde drikke fås i endoskopiafsnittet. Hvis du har fået beroligende medicin i forbindelse med undersøgelsen, skal du hvile en time. Udover at du ikke må køre bil eller andet motorkøretøj, må du heller ikke betjene maskiner eller farligt værktøj de første 24 timer efter undersøgelsen. Afhængig af hvad undersøgelsen viser, aftales videre plan. Odense Universitetshospital Kirurgisk Afdeling A Odense/Svendborg/Nyborg 65 41 51 90 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeaecn Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/2 Materiale nr: 186503 25.09.2025
Download PDF fil