Respirationsfysioterapi og træning Til patienter og pårørende Vælg farve Generel information Fysioterapeuten tilser dig i dagene efter operationen for at vejlede dig i vejrtræknings- øvelser og i at få hostet evt. slim op. Derudover vil der være fokus på at komme ud af sengen og ud at gå på gangen. Det er forskelligt fra patient til patient, hvor meget fysioterapi, der er behov for. Fysioterapeuten kommer til dig så lang tid, det vurderes nødvendigt. Stillingsskift i sengen I den første tid efter operationen, hvor det kan være svært at komme ud af sengen, er det vigtigt ofte at ændre stilling, når du ligger i sengen. Eksempelvis fra rygleje til sideleje, så du ikke ligger fladt på ryggen hele tiden. Dette forbedrer lungernes funktion og er samtidig også med til at forhindre tryksår. Hvis du har slim i lungerne, løsnes det ofte ved at ændre stilling, hvorved det er lettere at hoste op. Smerter Det er vigtigt at være så smertefri, at du kan lave vejrtrækningsøvelser og komme ud af sengen. Hvis du har for mange smerter, er det derfor vigtigt, at du siger det til plejepersonalet. Skuldersmerter Ved nogle operationstyper i maven kan man opleve at få smerter i en eller begge skuldre. Dette skyldes, at det øgede tryk i maven trykker på mellemgulvets nerve og derved giver refererede smerter ud i skuldrene/skulderen. Smerterne går væk i løbet af 1-2 dage og kan evt. bedres med vejrtrækningsøvelser, bevægeøvelser og varme-/kuldebehandlinger. Fysisk aktivitet Fysisk aktivitet under indlæggelsen er med til at mindske risikoen for komplikationer til den operation, du netop har gennemgået. Selvom du føler dig træt og afkræftet, er det vigtigt, at du så tidligt som muligt kommer ud af sengen for at undgå blodpropper og lungebetændelse. Første gange, du skal ud af sengen efter operationen, skal der være personale omkring dig, da det er normalt at blive lettere svimmel og muligvis utilpas i forbindelse med stillingsskift. Det er en god idé at tage det i et roligt tempo. Din egen indsats er af stor betydning for, hvor hurtigt du kommer til kræfter igen. Første dag efter operationen skal du: • Vippe med fødderne flere gange i timen. • Med hjælp komme op at sidde på sengekanten og trække vejret godt igennem. • Med hjælp komme op at stå med personstøtte og evt. med støtte af ganghjælpemiddel. • Meget gerne komme op at sidde i stol. Hvor meget du kan klare de første gange, du kommer op, kommer helt an på, hvordan du har det. Men det er vigtigt, at du er positivt indstillet på at komme ud af sengen. Når du selvstændigt kan komme ind og ud af sengen og kan gå omkring på afdelingen, forventes det at du selv tager initiativ til dette. Det anbefales at gåture på gangen flere gange dagligt og at sidde oppe i en stol, så meget som muligt. Odense Universitetshospital Kirurgisk Afdeling A Odense/Svendborg/Nyborg Tlf. 65 41 18 38 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odea Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/4 Materiale nr: 180678 02.05.2024
Download PDF fil