Information om EMR / ESD Til patienter og pårørende Vælg farve Information om EMR / ESD EMR (Endoskopisk Mucosa Resektion) og ESD (Endoskopisk Submucosal Dissektion) er en mere avanceret måde at fjerne større polypper i tyk,- eller endetarm. Det gøres ved hjælp af en kikkert (koloskop). Polyp i tarmen Du har fået påvist en polyp i tarmen, som vi vil tilbyde at fjerne ved EMR- /ESD-procedure. Formålet med dette er at opnå en komplet polypfjernelse og dermed undgå en egentlig tarmoperation med fjernelse af et stykke af tarmen, som ellers ville være påkrævet for at fjerne polyppen. Ambulant besøg EMR /ESD foregår i Kirurgisk Ambulatorium på Svendborg Sygehus. Det er et ambulant indgreb, hvilket vil sige, at du kan forvente at komme hjem igen samme dag. Kun meget sjældent anbefaler vi, at man indlægges til observation til næste dag. Medicin Ved EMR/ESD kan vi give smertestillende og afslappende medicin i en blodåre ved hjælp af et drop. Såfremt du for blodfortyndende behandling lægger vi en plan for genoptagelsen af dette. Varighed Selve undersøgelsen inkl. polypfjernelse varer sædvanligvis omkring 30-60 minutter, hvis der er flere polypper kan undersøgelsestiden forlænges. Svar på polypfjernelsen De polypper, vi fjerner ved EMR/ESD, er godartede, men i sjældne tilfælde får vi efter undersøgelse af polypvævet i mikroskopet alligevel en diagnose, hvor der er et lille fokus med ondartet kræftvæv. I disse sjældne tilfælde vil vi diskutere videre behandlingstiltag, som kan være regelret operation. Svaret på polypfjernelsen får du enten pr. brev, ved telefonisk kontakt eller ved indkaldelse i Kirurgisk Ambulatorium på Svendborg Sygehus. Forberedelse til undersøgelsen Du har ved primære kikkertundersøgelse fået en plan over eventuel blodfortyndende behandling samt den valgte udtømningsprocedure. Såfremt du er i tvivl om din forberedelse, skal du kontakte endoskopi-enheden på tlf. nr. 65 41 51 90. Risiko og komplikationer ved undersøgelsen Der kan ved EMR/ESD opstå blødning og/eller hul på tarmen. Risikoen er let forøget, da det er store polypper vi fjerner. Risiko for blødning er 2-4% og kan næsten altid klares igennem kikkerten ved polypfjernelsen. Risiko for hul på tarmen er mindre og kan sædvanligvis også altid klares igennem kikkerten ved polypfjernelsen. Meget sjældent (ca. 1%) anbefaler vi indlæggelse til observation for mistanke om en eventuel komplikation kan udvikle sig. Yderst sjældent (<1%) er det nødvendigt at foretage operation, hvor man må fjerne det stykke tarm, hvori der er kommet hul. Odense Universitetshospital Kirurgisk Afdeling A Odense/Svendborg/Nyborg Tlf. 65 41 51 90 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odea Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/1 Materiale nr: 176366 09.05.2023
Download PDF fil