Tolkning i sundhedsvæsenet Til patienter og pårørende Vælg farve Regler for gebyr og dispensation for tolkegebyr på grund af sundhedstilstand Du kan få tolket din samtale på sygehuset eller hos din læge. Personer, der har boet i Danmark over 3 år, skal betale et gebyr. Du kan dog være undtaget gebyret, hvis du lever op til én af 5 undtagelser. Du kan få en tolk til dine samtaler i sundhedsvæsenet Hvis du ikke taler dansk, så har du i Region Syddanmark mulighed for at få tolket ved dit besøg på sygehuset, hos din praktiserende læge eller hos din speciallæge. Det er lægen, der vurderer, om der er behov for en tolk. Hvis du har boet i landet i mere end 3 år, skal du som udgangspunkt betale tolkegebyr Folketinget har besluttet, at patienter, der har boet i Danmark i mere end 3 år og har behov for tolkebistand, skal betale et gebyr for tolkningen. Gebyret er indført pr.1. juli 2018 Enkelte patientgrupper er undtaget gebyret Det er dog ikke alle patienter, der skal betale gebyr. Patienter er undtaget fra at betale gebyr for tolkning, selv om de har været i landet i mere end 3 år, hvis de lever op til en af de 5 undtagelser nedenfor: • Patienter, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne midlertidigt eller varigt har mistet evnen til at tilegne sig eller anvende tilegnede danskkundskaber, kan undtages. Der er særlige regler, der gælder denne undtagelse, og det kræver en dispensation. På Region Syddanmarks hjemmeside kan du læse, hvad du skal gøre for at søge om dispensation. • Børn under 18 år, der møder frem til behandling uden ledsagelse af forældre, kan undtages. • Forældre, der i forbindelse med behandling af et barn har behov for tolkebistand, kan undtages. • Personer fra det tyske mindretal, der har behov for tolkebistand på tysk, kan undtages • Patienter, der har behov for tolkning på grønlandsk eller færøsk, kan undtages. Gebyrtaksterne for tolkning varierer i pris Det er forskelligt, hvor meget en tolkning koster i sundhedsvæsenet. • Video/teletolkning ved ambulant besøg på sygehus, konsultation hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge koster 191 kroner. • Fremmødetolkning ved ambulant besøg på sygehus, konsultation hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge koster 334 kroner. • Video/teletolkning ved indlæggelse på sygehus koster et engangsbeløb på 957 kroner. • Fremmødetolkning ved indlæggelse på sygehus koster et engangsbeløb på 1.675 kroner. Odense Kirurgisk Afdeling A Én afdeling på tre matrikler Odense/Svendborg/Nyborg Tlf. 65 41 51 90 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeakp Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/2 Materiale nr: 145890 11.01.2019
Download PDF fil