Undersøgelse af endetarmsåbning i fuld bedøvelse Til patienter og pårørende Vælg farve Undersøgelse af endetarmsåbning i fuld bedøvelse Hvordan foregår undersøgelsen Du skal have lavet en undersøgelse af din endetarmsåbning. Flere tilstande i din endetarm kan kræve en vurdering bl.a. betændelse, rift, smerte og blødning. For at minimere ubehag i forbindelse med undersøgelsen, foregår undersøgelsen typisk, mens du er i narkose. I forbindelse med din undersøgelse kan der også laves ultralydsskanning og kirurgisk behandling. Er der tale om kirurgisk indgreb, har lægen talt med dig om dette forinden. Det er mindre kirurgisk indgreb med vanligvis et kort ukompliceret forløb. Du vil blive udskrevet samme dag. Forberedelse Du skal gennem følgende forberedelse: • Er din journal ældre end 6 måneder, bliver du indkaldt til ambulant journal skrivning inden undersøgelsesdagen. • Du får vanligvis ikke taget blodprøver med mindre der er særlig indikation herfor, for eksempel at du er i behandling med blodfortyndende medicin. • Har du menstruation forhindrer dette ikke undersøgelsen. • Du skal selv sørge for at have smertestillende medicin (tablet Pamol og Ibuprofen) til eventuel brug, når du kommer hjem efter undersøgelsen. • Du må efter undersøgelsen ikke køre bil og skal derfor have nogen til at køre dig. Dette sørger du selv for. På undersøgelsesdagen • Du faster til undersøgelsen. • Det vil sige, at du ikke må spise noget eller drikke mælkeprodukter senere end 6 timer før undersøgelsen. • Du må drikke vand, saft, kaffe eller the indtil 2 timer før undersøgelsen. • Du tager bad derhjemme. • Lad dine værdigenstande blive derhjemme. • Efter ankomst vil du få udleveret en udtømmende stikpille, som gør at din endetarm er udtømt inden undersøgelsen. • Du bliver taget imod af personalet i dagkirurgisk center, og du får gennemgået planen for din undersøgelse. Herefter vil der være en vurdering /samtale ved narkoselæge og ved kirurg. • Undersøgelsen varer typisk mellem 15-45 min. Undersøgelsen Efter du er bedøvet, vil kirurgen undersøge endetarmsåbning og eventuelt foretage en skanning af lukkemusklen. Hvis det drejer sig om en fistel, så er det i nogle tilfælde muligt at fjerne fistlen, i andre tilfælde vil der blive lagt en tråd (seton) igennem fistlen mhp. forberedelse til fremtidig kirurgisk behandling. Under undersøgelsen kan man også udvide endetarmsåbning, tage vævsprøver, foretage gynækologisk undersøgelse eller fjerne en polyp. OUH Kirurgisk Afdeling A Én afdeling på tre matrikler Odense/Svendborg/Nyborg Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeapent Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afda x 1/2 Materiale nr: 121760 04.06.2021
Download PDF fil