Vejrtrækningen Når vejrtræningen ændrer sig Det er ikke ualmindeligt, at den syge får åndenød, hvilket ofte vækker angsten for at skulle blive kvalt. Angsten kan i sig selv forværre åndenøden. Vi har mulighed for at lindre både angsten og åndenøden med medicin. Den syge har desuden gavn af at blive hjulpet godt til rette i stillinger, der gør det lettere at trække vejret. At få vendt hovedpuden, og lagt den godt tilrette under hovedet. At få åbnet et vindue, og få frisk luft ind på stuen. Hvis du har lyst til at hjælpe: • Nærheden af et kendt menneske hjælper ofte til at forebygge angsten og genvinde trygheden og roen. • Lidt frisk luft og en luftet pude. Iltbehandling gavner sjældent den syge, og er derfor ikke en del af behandlingen. Men nogle døende kan have glæde af at få tilskud af ilt gennem næsen. Det er meget individuelt. Slim og spyt I de sidste levetimer kan der være en højlydt rallen, når den døende trækker vejret. Det skyldes slim eller spyt i luftvejene, som den døende har svært ved at hoste op og synke. Slim og spyt opleves sjældent generende af den døende selv, men som pårørende kan det være ubehageligt at høre på. Her er det værd at vide, at det ikke vil være til gavn for jeres døende pårørende at få slimen suget væk. Sugning i halsen er ubehageligt og provokerer til at der dannes mere slim. I stedet kan det lindre at få hjælp til at skifte stilling i sengen og eventuelt få medicin. - og alt bliver stille Når døden er tæt på, ændrer vejrtrækningen sig igen. Der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Husk at den anstrengte vejrtrækning oftest ikke er til gene for den døende, men den kan være ubehagelig at opleve som pårørende. Når livet slutter, stopper hjertet med at slå og vejrtrækningen ophører. Der kan komme et par dybe vejrtrækninger - og kort efter er alt stille. 5
Download PDF fil