Familiesamtale De fleste patienter er en del af en familie. Det er vores erfaring, at man som familie kan have mange forskellige indgangsvinkler og erfaringer i forhold til, at der er en i familien, der er uhelbredeligt syg. Det kan derfor være givende at samle den allernærmeste familie og afholde en familiesamtale. Ved en familiesamtale kan patient og familie få mulighed for i fællesskab at få fortalt hinanden om det ”der fylder” for den enkelte. Fra personalet deltager 2 personer og vi tilstræber at samtalen afholdes indenfor de første 2 uger af opholdet. Samtalen varer ca. 1 time og afholdes fra kl 11.30-12.30 på hverdage. Som udgangspunkt handler samtalen ikke om sygdomsforløb og behandling. Det tales der om ved opfølgningssamtalen, som er beskrevet på sidste side. Familiesamtale hvor der er børn/unge Børn og unge har behov for information, kontinuitet og forudsigelighed samt mulighed for at dele tanker og følelser for at skabe tryghed i deres hverdag, når en forælder er uhelbredeligt syg. For at kunne imødekomme dette vil vi anbefale denne form for familiesamtale. I familiesamtalen kan patient og familie få mulighed for i fællesskab at få fortalt hinanden om det ”der fylder”, men fokus vil først og fremmest være på barnets- eller den unges behov. Fra personalet deltager 2 personer og vi tilstræber at samtalen afholdes inden for de første 2 uger af opholdet. Samtalen varer ca. 1 time og afholdes fra kl 13.30 -14.30 på hverdage. Børn og unge kan have behov for en samtale uden forældre, hvilket altid aftales med forældrene.
Download PDF fil