NYHEDSBREV - SOMMER 2022 Nyhedsbrevet fra Støtteforeningen for Hospice Sydfyn Indhold for nyhedsbrevet 1. Kend ulven på gangen 2. 40.000 kr. for at få flygel i bedre stemning 3. Sådan kom Hindsberg-flyglet til Hospice Sydfyn 4. Stor tak til Niels Ole Nielsen 5. Ny i bestyrelsen 6. Trioen bag nyhedsbrevet 7. Nyheder på en ny måde 8. Det summer af sommer i sansehaven 9. Frivillige på fælles inspirationstur 10. Glæd andre med et medlemskort 11. Få fradrag for dine donationer Kend ulven på gangen En nabo til en patient ventede på at kunne komme ind på besøg. Hun sad på en bænk i indgangspartiet til Hospice Sydfyn mellem de to glasdøre, som automatisk går op, når nogen nærmer sig. Det var netop, hvad der skete, da en ung ulv gik stille rundt uden halsbånd udenfor indgangspartiet. Dørene gik op, og pludselig luntede den nysgerrigt ind - lige forbi kvinden på bænken, drejede til venstre inde i bygningen og fortsatte ned ad gangen. Ulvens træner var hurtigt efter den og fik den tilbage med sagte lyde og håndbevægelser, og få øjeblikke senere var både mand og ulv ude igen. Hverken kvinden eller nogen af medarbejderne nåede at fange situationen med mobilen, og da en medarbejder spurgte kvinden, om hun var ok, svarede hun ja, ”men ingen vil tro mig, når jeg fortæller det ”. Den nysgerrige ulv var en af tre ulve, som sammen med hver deres træner var hentet til Svendborg fra Hamborg for at medvirke i Grasten Films filmatisering af den prisbelønnede roman, ”Den der lever stille”, skrevet af Leonora Christine Skov. Handlingen udspringer af hændelser i Svendborg, og derfor har filmholdet af flere omgange været på optagelser i byen. STØTTEFORENINGEN FOR HOSPICE SYDFYN 1