Sådan foregår kikkertundersøgelsen Kikkertundersøgelsen - også kaldet artroskopi - betyder at kigge ind i fodleddet. Et artroskop er en kikkert, som indføres i fodleddet. Via denne kikkert kan man på en videoskærm i forstørrelse se de anatomiske forhold i fodleddet. Artroskopet er på størrelse med et sugerør. Lægen laver 2-3 små snit på ca. 1 cm for at gennemføre artroskopien og derved undersøge hele fodleddet. Hvis det viser sig nødvendigt med behandling i foden, kan det i de fleste tilfælde lade sig gøre at operere med det samme. Dette kan være fjernelse af beskadiget brusk, fjernelse af irriteret slimhinde eller slimhindefold, fjernelse af knogleudvækst eller 'mus'. Efter operationen Lægen informerer om resultatet af din operation og laver en plan for dit aktivitetsniveau de kommende uger. Du bliver instrueret i eventuel brug af krykkestokke. Efter operationen vil du få plastre og et elastikbind på. Hvis du har brug for krykkestokke, er det muligt at låne hos os eller på dit hjemsygehus. Din udskrivelse Du kan som regel komme hjem 2-3 timer efter operationen. De første døgn efter operationen Vi anbefaler, at du holder dig i ro for at mindske risikoen for blødning og hævelse. Sørg for at have foden opad, når du ligger/ sidder. Smerter efter operationen Der kan forekomme smerter efter operationen, når du er kommet hjem - sørg derfor for at have købt Pamol, Pinex eller Panodil. Du vil få den nødvendige smertebehandling udleveret og vi anbefaler at du tager medicinen som beskrevet på det skema, du får efter din operation. En optimal smertebehandling giver en bedre sårheling og kan mindske irritationen i dit operationssår. 3
Download PDF fil