Velkommen til en ”En by i galaksen” – velkommen til oplevelser i fjerne galakser og store fortællinger. ”En by i galaksen” er et tilbud om mange forskellige oplevelser. Det tager afsæt i science fiction og ikke mindst i det kendte og elskede Star Wars-univers. Her er noget for enhver – uanset alder. Bedsteforældre og forældre kan huske de første film, børn og børnebørn er optagede af de nyeste film. Grundlæggende handler Star Wars om at gå fra at være barn til voksen, om kampen mellem det gode og det onde. Her i Randers er det også indgangen til bøgernes verden, til læsning, til viden, til uddannelse – og ikke mindst til oplevelser sammen. En lang række både offentlige og private aktører er gået sammen om et væld af oplevelser. Fælles for dem alle er, at det er skabt med hjerte og engagement. Alle brænder for legen, fortællingen og byen i galaksen. Flere og flere aktører hopper med på rumskibet. Mærk stemningen i hele byen. I april sidste år åbnede Randers Bibliotek landets største offentlige samling med bøger, film og effekter fra Star Wars-universet. Jeg var selv med til at åbne samlingen, og det var på alle måder en storslået dag. Bibliotekets udstilling og viden om Star Wars er netop et omdrejningspunkt for, at flere skoler i Randers kommune nu anvender Star Wars og science fiction som en platform til at fremme læring og læselyst hos eleverne. Igen i år vil vi løfte sløret for noget nyt på biblioteket, noget der handler om kunst og musik. Vores mål med ”En by i galaksen” er, at du som besøgende og deltager har en dejlig oplevelse, bliver underholdt, klogere, udfordret kreativt - og hvem ved, måske drager videre med Star Wars i et nyt lys. Velkommen til et veloplagt program for galaksedagene i april 2019. May the Force be with you! Torben Hansen Borgmester Følg med i hvad der sker på www.enbyigalaksen.dk og facebook: Randers - en by i galaksen
Download PDF fil