Idéer til materialer der kan støtte jeres samvær/samtale Lav for eksempel en fotobog med billeder eller saml småting sammen i en lille kasse, skotøjsæske eller lille kuffert, evt. beklædt med billeder/udklip fra den avis, der tidligere blev læst, feriekataloget fra Mallorca, strikkeopskrifter, engle, dyr, hvad som helst der siger noget om det liv, der er levet. Find familiefotos fra barndommen, fotos af forskellige familiemedlemmer, kendte steder, f.eks. hjemmet eller sommerhuset, billeder fra arbejdsliv, udflugter osv. Vedhæft gerne et mærkat på fotoet, med en kort beskrivelse af sted eller navne og tilhørsforhold (bror, moster, veninde mm). Lav eventuelt et stamtræ, gerne med en kort livshistorie og billeder. Tilføj et landkort i lommeformat med markering af vigtige steder. Find favorit-ting f.eks.: Mindre genstande f.eks. smykker, souvenirs, medalje, avisudklip, en yndlingsbog, ugeblade, en skåret kop fra mormors tid, en perleplade lavet af barnebarnet osv. Ting der siger noget om lige netop det menneske, vi sidder overfor: Var han/hun en dygtig kok? Måske kan man vise det med nogle madopskrifter eller yndlingskogebogen? Var han/hun glad for haven? Måske fotos af haven eller et lille udvalg af frø-poser? Var han/hun i hjemmeværnet, interesseret i kongehuset eller kortspil? Mulighederne er mange, find ideerne frem. Anskaf en kalender med god plads til at skrive gøremål, dagens program og aftaler i. Lad den ligge fremme og brug den som dagbog. Husk at læse det skrevne op for mennesket med demens.
Download PDF fil