FORORD Interessen i de faglige miljøer for at genindføre DCD i Danmark har været stigende i takt med, at transplantationsresultaterne fra DCD-donorerne er blevet stadigt bedre og i dag stort set er på niveau med resultaterne med organer fra hjernedøde donorer. Derfor afholdt Dansk Center for Organdonation og Dansk Transplantationsselskab i januar 2017 et symposium om Donation after Circulatory Death (DCD). Over 150 læger og sygeplejersker deltog i symposiet. Efterfølgende udsendte Dansk Center for Organdonation en opfølgende afrapportering fra symposiet, som samlede alle de opmærksomhedspunkter, der blev identificeret på symposiet i forhold til at genindføre DCD i Danmark (1). Efterfølgende faciliterede Dansk Center for Organdonation en arbejdsgruppe bestående af fagfolk fra donations- og transplantationsafdelinger over hele landet, som har gennemgået relevante principper og erfaringer på området og behandlet de opmærksomhedspunkter, som blev identificeret på symposiet. Arbejdsgruppen har holdt tre møder, hvor nationale principper for arbejdet med DCD i Danmark er blevet diskuteret. Arbejdsgruppen har i slutningen af 2017 afstemt forventningerne til gruppens arbejde med Sundhedsstyrelsen og herunder aftalt, at resultatet af arbejdet udsendes til kommentering i de relevante videnskabelige og faglige selskaber inden rapporten afleveres til Sundhedsstyrelsen. Rapporten blev udsendt til kommentering hos selskaberne den 2. marts 2018 med frist den 15. juni 2018. Der er opbakning til Arbejdsgruppens rapport og til at indføre DCD i Danmark. Rapporten anses for at være grundigt gennemarbejdet og et godt grundlag for implementering af DCD i Danmark. Der er tilslutning til de beskrevne principper og procedurer for DCD. Med udgangspunkt i rapporten og de internationale erfaringer er det Arbejdsgruppens opfattelse, at der skal være tilbud om anvendelse af DCD donorer i forbindelse med organdonation i Danmark. Arbejdsgruppen har vurderet, at der ikke foreligger lovgivningsmæssige forhold, der forhindrer dette. Det er Arbejdsgruppens ønske, at rapporten kan danne udgangspunkt for lokale retningslinjer, der sikrer en ensartet tilgang til brugen af DCD-donorer i hele landet. Det er Arbejdsgruppens forventning, at brugen af DCD-donorer initialt sker som pilotprojekter på udvalgte, større sygehuse, hvor der er betydelig erfaring med organdonation. 3
Download PDF fil