Udrykningsfunktionen - Flot pris til udrykningssygeplejersker i Region Sydanmark Det var en meget stolt og glad gruppe af udrykningssygeplejersker fra Neurointensivt Afsnit på Odense Universitetshospital, som den 25. april vandt en af priserne ved Region Syddanmarks årlige Frivilligpris. Prisen vandt de for deres indsats som udrykningssygeplejersker ved siden af deres arbejde på afsnittet. Dommerkomitéen lagde vægt på, at gruppen udviser stort engagement for at hjælpe, er til rådighed døgnet rundt og skaber opmærksomhed om organdonation. Udrykningssygeplejersker skaber ro og overblik Organdonation er et højt specialiseret område og en forholdsvis sjælden begivenhed. Det kan være svært for personalet på alle landets intensivafdelinger at opnå og fastholde den nødvendige erfaring og kompetence, der skal til for at kunne varetage opgaverne i et donationsforløb. Dansk Center for Organdonation etablerede derfor i 2009 en national udrykningsfunktion i samarbejde med de fire neurointensive afdelinger i Danmark, hvor højtspecialiserede sygeplejersker bidrager med faglig støtte og sparring i organdonationsforløbene. “Som udrykningssygeplejersker bidrager vi med netop den erfaring og det overblik, som gør, at man ved fælles hjælp kan optimere donorplejen og kommunikationen med de pårørende”, fortæller Camilla Larsen, der er en af de vindende udrykningssygeplejersker fra Odense og donationsansvarlig sygeplejerske i Dansk Center for Organdonation med ansvaret for bl.a. udrykningsfunktionen i Region Syddanmark. Best Practice for Organdonation Det er Best Pracitice for Organdonation, at der altid deltager en udrykningssygeplejerske i et donationsforløb. Det sker også i langt de fleste tilfælde - og i 2017 blev en udrykningssygeplejerske kaldt ud hele 155 gange til forløb i enten egen neurointensive afdeling eller en af landets øvrige intensive afdelinger. Konstant fokus på udvikling Dansk Center for Organdonation har konstant fokus på at udvikle både organiseringen og kvaliteten af udrykningsfunktionen. Opfølgning med afdelingens donationsansvarlige nøgleperson om bl.a. timingen og det faglige udbytte af udrykningssygeplejerskens deltagelse har haft stor betydning for udviklingen af funktionen. “Man kan ikke indgå i et frivillig beredskab som udrykningssygeplejerske og opnå succes, uden at der er en fast ramme og organisering, man arbejder under” fortæller Camilla Larsen og forsætter: “Dansk Center for Organdonation er med til at sikre, at alle i hele landet får et kvalificeret og ensartet tilbud, der tager afsæt i viden, erfaring og konsensus på området”. Opfølgning efter donationsforløb Når en udrykningssygeplejerske har deltaget i et forløb, sender vi en mail til afdelingsledelsen og jeres donationsansvarlige nøglepersoner, om at der været ydet faglig støtte i afdelingen. Hvis I ønsker yderligere opfølgning, kan vi aftale det nærmere sammen. Skema til kvalitetsudvikling i egen afdeling Vi har udviklet“Skema til gennemgang af organdonationsforløb” som en hjælp til at gennemgå jeres donationsforløb. Mange intensivafdelinger har god erfaring med skemaet, som kan bruges til systematisk at indsamle viden om og kvalitetsudvikle organdonationsforløb. WWW.ORGANDONATION.DK 29 17 05 66 skejby.dco@rm.dk SIDE 4
Download PDF fil