En mindeværdig dag for pårørende til organdonorer For anden gang afholdt Dansk Center for Organdonation en særlig dag for alle, der var pårørende til en organdonor året før. En dag hvor donorerne mindes og familierne takkes, fordi de traf eller støttede op om en vigtig beslutning i en vanskelig situation. Lys til ære for donorerne I år blev dagen afholdt søndag den 8. oktober en flot og solrig efterårsdag på Vilhelmsborg lidt uden for Aarhus. På bordene var der tændt levende lys. Ét for hver af de afdøde, som brændte til ære for dem. Da dagen var ovre, fik hver familie lysestagen med hjem som minde. Hilsen fra Folketinget Eftermiddagen var sammensat af musikindslag og korte indlæg. Blandt andet kom Liselott Blixt med en hilsen fra Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Du kan i filmen til højre se Liselott Blixt fortælle, hvorfor Pårørendedagen er vigtig. Digt til de pårørende Liselott Blixt læste også et smukt digt højt, som hun havde skrevet til de pårørende i dagens anledning: Et liv der leves, og øjne der ler. Et liv der slukkes, og ikke er mer’. Et liv blev givet, til andre der led, Liv blev reddet, af næstekærlighed. En tak der lyder, til dig der gik bort. En tak til familien, hvor savnet er stort. En tak til dem, hvor tilsagn er givet. Tak for at gi’ andre, mennesker livet. Tak til donorer, pårørende og personale fra Liselott Blixt, Formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg Møde andre i samme situation For mange af de pårørende var det første gang, de fik mulighed for at tale med andre, der havde stået i en lignende situation. De pårørende kunne også stille spørgsmål til eksperter indenfor donationsområdet. Flere af de pårørende fortalte, at det havde været meget givende at dele sine erfaringer og få svar på spørgsmål, der efterfølgende var dukket op. “Jeg var meget taknemmelig for, at personalet midt i travlheden på afdelingen kunne skabe et afskedsforløb, der passede lige netop til vores behov”, fortalte en kvinde til Pårørendedagen, som havde mistet sin mor. En vigtig del af pårørendeindsatsen Pårørendedagen er en vigtig del af Dansk Center for Organdonations indsats for pårørende til organdonorer. Som pårørende kan organdonation være en stor beslutning at skulle tage stilling til midt i en svær situation. Derfor er det vigtigt, at der sikres gode rammer for de pårørende. Pårørendedagen er ét af i alt 23 initiativer i den Nationale Handlingsplanen for Organdonation, som Folketinget vedtog i 2014 for at styrke området. Blandt initiativerne for pårørende er også tilbuddet om en opfølgende samtale og en informationsside for pårørende online. Klik her for at se informationsiden for pårørende WWW.ORGANDONATION.DK 78 45 09 50 skejby.dco@rm.dk SIDE 3
Download PDF fil