Rapport om Samfundsansvar 2021 | FN Global Compact CoP | 3 STØTTE TIL GLOBAL COMPACT kend dit ansvar Pædagogernes Pension (PBU) har ansvaret for, at vores medlemmer er trygge ved den måde, vi investerer deres opsparing til pension. Det er altafgørende for os, at medlemmernes penge investeres med omtanke, og det betyder helt konkret, at vi investerer med gode afkast side om side med høj ansvarlighed. I 2021 har vi afsluttet en omlægning af vores investeringer, så vi investerer i langt færre virksomheder. Vi går den vej, fordi vi dermed endnu bedre kan stå på mål for det, vi gør, samtidig med, at vi med de større ejerandele i de enkelte virksomheder styrker mulighederne for at påvirke selskabernes adfærd. PBU mener, det er afgørende, at vi formår at flytte alle vores investeringer i en ansvarlig og bæredygtig retning og dermed bidrage til en grønnere verden. Klimaforandringernes påvirkning af vores investeringer er derfor et emne, som fylder meget i arbejdet med samfundsansvar. Det handler om at forstå risici for investeringerne af såvel fysisk klimaforandring som af omstillingen til en mere klimavenlig økonomi. Vi har sat mål for, hvor meget vi skal reducere CO 2 i investeringerne, så vi opfylder det langsigtede mål om at være CO 2 -neutrale senest i 2050. Vi har også sat et mål om, at grønne og klimavenlige investeringer skal udgøre mindst 15 pct. af de samlede investeringer i 2030. På pbu.dk har vi reserveret et område til at fortælle åbent om vores grønne omstilling, og vores medlemmer kan dermed løbende følge med i vores prioriteringer, og hvor langt vi er kommet hen mod målet. Samlet set har PBU med sin klimastrategi fået lavet gode rammer for en samtidig opfyldelse af afkastmålsætninger og bæredygtighedsmål. COVID-19-pandemien præger fortsat verdenssamfundet, og det har forrykket en i forvejen skæv balance, hvor fattige og underprivilegerede befolkningsgrupper er blevet påvirket hårdest af pandemien. PBU mærker det i vores investeringer ved, at vi er blevet mere tilbageholdende med at investere i lavindkomst- og mellemindkomstlande. Vi arbejder dog fortsat på at udvikle investeringer, hvor vi kan opnå et stærkt fokus på sociale forhold, herunder muligheder for kvinder som entreprenører og ledere. Det er områder, hvor PBU kan gøre en forskel og vise en vej frem som konstruktiv og kritisk investor, der modsvarer vores ansvar som mangeårigt medlem af FN’s Global Compact. Det er samtidig områder, som bidrager til FN’s verdensmål, hvilket er med til at definere PBU’s ansvar i forhold til respekt for menneskerettigheder, varetagelse af arbejdstagerrettigheder, beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af korruption. Du kan finde mere om PBU’s mål og resultater inde i rapporten. Jeg håber, at mine indledende ord har givet dig lyst til at læse mere. Sune Schackenfeldt Administrerende direktør
Download PDF fil