Det personlige møde med og mellem mennesker Vi har taget hul på et nyt årti og kan samtidig se tilbage på 10 år fyldt med store begivenheder for og i MCH. 2010’erne var blandt andet årtiet, hvor Jyske Bank Boxen blev åbnet og gennem årtiet bød på en bredere vifte af oplevelser, end vi turde drømme om med verdensstjerner inden for musik, sport og meget mere – og hvor Håndboldherrerne for et år siden vandt verdensmesterskabet til Danmark. Sammen med MCH’s øvrige lokationer, MCH Herning Kongrescenter, MCH Messecenter Herning og MCH Arena, har multiarenaen i løbet af det seneste tiår tiltrukket 9.595.956 gæster fordelt på 4.179 arrangementer, der tæller alt fra messer, møder og store fester til musik , shows og mesterskaber. For messerne bød begyndelsen af årtiet på svære kår under finanskrisen, men fagmesserne har siden udviklet sig til at være mere end udstilling. De favner i dag en lang række aktiviteter, konferencer og workshops, hvor der er rig mulighed for at møde branchen, netværke, vidensdele og hente ny inspiration. Messerne har i høj grad formået at se fordelene i at være et medie, der kan benytte alle fem sanser, og alle messerne står stærkere nu end ved indgangen til årtiet. Også møder, kongresser og større fester har udviklet sig positivt i tiåret med arrangementer på alle vore fire lokationer. Forskelligheden i arrangementerne har været stor, hvad angår både omfang og udtryk, og det er altid en fornøjelse i samarbejdet med arrangører og samarbejdspartnere at skabe de rigtige rammer med individuelle løsninger. Af hjertet tak til alle jer, der har bidraget til MCH’s positive udvikling i et årti præget af en verden i stor forandring – også digitalt. Lige dét, kunne man forledes til at tro, ville have en negativ effekt på behovet for at mødes. Resultatet har derimod været det helt modsatte. Det personlige møde værdsættes, og vi oplever en stor, stærk og stigende værdi i at være sammen, uanset om motivet er fagligt, forretning eller fornøjelse. Det glæder os meget. Nu ser vi frem mod et nyt og spændende årti - 20’erne - et årti, hvor vi fortsat vil gøre os umage for at leve op til den store tillid, vi bliver vist. Et årti med forhåbentligt mange møder med og mellem mennesker. For vores passion er det gode værtskab, og at vi til enhver tid sikrer de rigtige rammer for vores kunder, gæster og samarbejdspartnere. Det personlige møde må aldrig gå af mode. Tværtimod. Det skal vi i fællesskab værne om. På glædeligt gensyn i MCH og rigtig godt nytår. Kærlig hilsen Georg Sørensen, Administrerende direktør i MCH A/S SIDE 3
Download PDF file