Sammensætningen af lønnen skal ske lokalt efter konkret vurdering på baggrund af den enkelte maskinmesters arbejdsopgaver, ansvarsområder og beføjelser. I forbindelse med sammensætningen af lønnen skal det aftales, hvilken grundløn samt evt. hvilke funktions- og kvalifikationsløn, jf. §§ 5 og 6 i overenskomsten, den enkelte maskinmester skal have. Det er ikke hensigten at forbedre eller forringe maskinmestrenes løn- eller pensionsvilkår, som følge af at lønnen sammensættes på ny. BEMÆRKNINGER: Det er ikke hensigten, at der i forbindelse med indplaceringen skal ændres i opgavesammensætningen eller tilføjes nye funktioner. Dette vil skulle ske i forbindelse med den lokale lønforhandling. For tjenestemænd skal man, når lønnen sammensættes på ny, være opmærksom på, at tjenestemandspensionen beregnes på grundlag af det samlede løntrin (grundløntrin + trintillæg) på pensionstidspunktet. Dette betyder, at lønnen for tjenestemandsansatte skal sammensættes således, at den enkelte samlet set står på samme løntrin, som inden lønnen blev sammensat på ny. Arbejdet med at sammensætte lønnen på ny skal være afsluttet inden den 1. april 2009. Pension Maskinmestre, der er ansat pr. 31. marts 2008, opretholder deres individuelle pensionsprocent indtil den 1. april 2010, hvor det, jf. § 7, stk. 1 i overenskomsten, er aftalt, at pensionen udgør 18 % af de pensionsgivende løndele. Det forudsættes, at ingen af de pr. 31. marts 2008 ansatte maskinmestre må få forringede pensionsvilkår som følge heraf. Maskinmestre, der ansættes efter 1. april 2008 Grundløn Maskinmestre, der ansættes i perioden fra 1. april 2008 til 31. marts 2009, aflønnes fra ansættelsestidspunktet i henhold til de grundlønninger, der ellers først gælder pr. 1. april 2009, jf. § 4, stk. 1 og stk. 5 i overenskomsten. Dette betyder, at de pr. 1. april 2009 gældende grundlønninger for maskinmestre gælder fra ansættelsestidspunktet for maskinmestre, der ansættes mellem 1. april 2008 og 31. marts 2009. Pension Pensionen for maskinmestre, der ansættes i perioden fra 1. april 2008 til 31. marts 2010, udgør fra ansættelsestidspunktet 18 % af de pensionsgivende løndele, jf. § 7, stk. 1 og stk. 3 i overenskomsten. Dette betyder, at den pr. 1. april 2010 gældende pensionsprocent for maskinmestre gælder fra ansættelsestidspunktet for maskinmestre, der ansættes mellem den 1. april og 31. marts 2010.
Download PDF fil