Mads Schousboe bidrog til håndboldfesten mellem AG København og Sønderjyske ved at tilbyde samtlige 5.300 tilskuere et gratis el-tjek – en anderledes måde at komme i dialog med potentielle kunder på. Året var 2009, og dønningerne efter finanskrisens indtræden begyndte for alvor at berøre Mads Schousboe og hans elinstallatørvirksomhed ThoMa El i Hvidovre. I to tilfælde blev han ramt af entreprenørers konkurs med deraf følgende tab i hundredetusindkroners-klassen. Banken afviste at træde til som redningsplanke, så Mads Schousboe besluttede sig for at spørge sin mor om hjælp i et sidste forsøg på at sikre virksomhedens eksistens. »Kort forinden havde jeg købt min tidligere partner ud af virksomheden, fordi vi blev uenige om den fremtidige retning, og i samme periode var jeg blevet skilt. Alting var lidt af et kaos, og der var et kæmpe stort hul i firmaets økonomi. Banken troede på min business-plan, men ville ikke låne mig penge, så jeg tog hjem til min mor og spurgte hende, om hun ville give mig et lån, så jeg kunne betale de ansattes lønninger,« fortæller den 38-årige maskinmester. Ryggen mod muren Beløbet blev overført, og Mads Schousboes overlevelsesplan blev fulgt til punkt og prikke. Et par måneder senere kunne han føre pengene retur til sin mor uden at have brugt en krone af dem. Virksomheden var på ret kurs, og fra det tidspunkt har den udelukkende præsteret økonomisk fremgang. Men det var tæt på at ende galt, erkender Mads Schousboe. »Jeg havde virkelig ryggen mod muren og var indstillet på at lukke, hvis jeg ikke var i stand til at følge min køreplan. Heldigvis gik det anderledes,« siger han. Håndbold ved et tilfælde I sommeren 2011 blev Mads Schousboe ved et tilfælde en del af håndboldklubben AG Københavns erhvervsnetværk. Under et fodboldstævne med sin søn mødte han en tidligere holdkammerat fra sin tid som fodboldspiller. Vennen introducerede ham for netværket, og Mads Schousboe var ikke sen til at bide på. Han havde tidligere haft gode erfaringer med at deltage i faglige netværk, men på grund af travlhed havde han ikke fundet tid til at dyrke dem tilstrækkeligt. Det ændrede sig med engagementet som partner i AG København. »En af de helt store fordele er, at netværket kan være med til at understøtte mit privatliv, fordi det tager udgangspunkt i et højtprofileret håndboldhold. Jeg kan bedre retfærdiggøre at bruge en masse tid på det, når min familie kan komme med til kampe, events og rejser. Den kombination tiltaler mig meget,« siger Mads Schousboe, der allerede efter et halvt år oplever et betydeligt afkast af netværksarbejdet. 28 Maskinmesteren marts 2012
Download PDF fil