Maritim bog Ingvar Brynfors og hans folk var specialuddannet til at slukke brande på skibe. De kendte alle krinkelkroge på et fartøj og var klar over faren for krængninger, når der blev sprøjtet vand på en skibsbrand. Som røg og kemidykkere kunne de også operere i gange og rum fyldt med giftig røg. Selv havde han fem år tidlige re været med til at slukke en brand i maskinrummet på Stena Nordica, da passagerskibet befandt sig ud for øen Vinga i Göte borgs skærgård. Brandfolkene skyndte sig at pakke. Hver især skulle de sørge for et komplet røgdykkerudstyr og en reserveflaske med ilt. Livli ner og pandelamper var også afgørende, men de måtte tage hensyn til, at der var grænser for, hvor meget udstyr de kunne have med i en helikopter. Kun 25 minutter efter telefonopkaldet kørte brandfolkene i bil fra Frölunda Brandstation mod Säve Flyveplads. Klar til kamp mod ilden i mørkeblå uniformer, støvler, hjelme og brandudstyr. Det vigtigste for Ingvar Brynfors var at løse opgaven. Også under de hårde udrykninger, som kunne give ar på sjælen. Følelser var en privat sag. Det vigtigste var at redde liv. En af mændene i bilen var brandmesterens egen søn. Ligesom sin far var han en handlin gens mand. Overflødige ord brugte de ikke i familien Brynfors. Lidt i fem om morgenen nåede brandmændene frem til flyve pladsen. “Har I nogensinde prøvet at blive firet ned fra en helikopter?” spurgte en af piloterne. Det havde de ikke. Normalt sejlede de ud i en båd, når de kom til undsætning. Piloten gav en kort instruktion. Ingvar Brynfors bed mærke i, at det var vigtigt at holde armene lige ned langs kroppen, når de blev firet ned på dækket. Brandingeniør Svante Carlsson var også med i helikopteren, men han skulle i første omgang ikke ned på Scandinavian Star. I stedet skulle han afleve res på Stena Saga for at overvåge koordineringen af indsatsen. De satte sig ind i den ventende helikopter og lettede mod den stjerneklare himmel. Efter en flyvetur på lidt over en halv time nå ede de frem. Helikopteren slog et sving rundt om skibet. Stikflam mer stod ud fra skroget. En heftig brand hærgede både agterude og midtskibs. Piloterne diskuterede, om det var forsvarligt at sæt te brandfolkene ned på dækket. Men den svenske brandmester havde set redningsbåde på fordækket og agterdækket, så brand folkene ville have en chance for at slippe væk fra skibet igen, hvis det skulle blive nødvendigt. Ingvar Brynfors var derfor enig med sin chef, Svante Carlsson, om, at mandskabet skulle lade sig fire ned på skibet. Klokken var knap halv seks om morgenen. Først blev Ingvar Brynfors og hans næstkommanderende firet ned. Så kom udrustningen med 18 iltflasker. Til sidst de seks brandmænd. De samledes på skibets fordæk klokken 05.55, klat rede ned ad en lejder midt på skibet og kom ned på et andet dæk. Her var en indgang, hvor de kunne komme ind i skibet. Brandmesteren delte brandmændene op i to grupper. De tog røgmaskerne på. Så kom det første chok: De havde ingen forbin delse med hinanden. Radiokommunikationen virkede ikke. De var for langt fra deres sendeområde i Göteborg. Ingvar Brynfors stoppede op. Det var et stort problem. “Nu er det sådan. Skal vi gå ind, eller skal vi afbryde?” spurgte han. “Når vi er her, skal vi arbejde,” lød meldingen fra brandfol kene. De to grupper gik ind og begyndte at søge efter overleven de. Kun på samme dæk, så de systematisk kunne arbejde sig gennem skibet. Brandmesteren gav besked om, at de skulle være forsigtige. Stilheden var foruroligende. Først så de ikke et eneste menneske. Ingen røg. Ingen flammer. Skibets brandslanger var uskadte, og når de drejede på brandhanerne, kom der vand ud. Alt så ud til at være intakt. Men da den ene gruppe nåede frem til receptionen på skibet, måtte brandmændene stoppe. De kunne ikke åbne dørene til korridorerne med kahytter, der lå agterude. Varmen øgede tryk ket så meget, at dørene ikke kunne skubbes op. Den anden gruppe kom derimod ind i gange, hvor de kunne kigge ind i ka hytterne. De fleste døre stod åbne. Kun få steder måtte de svin ge brandøkserne og brække dørene op. Sengetøj og håndklæder » FAKTA Om forfatteren Lars Halskov, journalist på Politiken, hvor han især har beskæftiget sig med undersøgende og fortællende journalistik. Han har blandt andet dækket gåden om Scandinavian Star for avisen. Forfatter til tre andre dokumentariske bøger: Det fordømte forår – Om krig i Kosova (sammen med Kim Faber), Skibet der forsvandt (sammen med Morten Halskov) og Et land i krig (sammen med Jacob Svendsen. Maskinmesteren oktober 2015 39
Del
Print
Download PDF fil