Job og jura // kan der være forebyggende behandling igennem din sundhedsforsikring eller pensionsordning. Du kan derfor med fordel kontakte dit forsikringsselskab eller pensionsselskab for at høre nærmere om forebyggende behandling. Dernæst kan du som medarbejder sige fra, hvis du oplever ubalance mellem de krav, der stilles til dit arbejde, og de ressourcer, der stilles til rådighed. Hvis du fortsat oplever stress igennem en længere periode, anbefaler vi, at du tidligst muligt indgår en dialog med din leder og arbejdsmiljørepræsentant, da det er din arbejdsgiver, der har ansvaret for, at du ikke oplever sundhedsskadelig stress på arbejdspladsen. I nogle tilfælde resulterer langvarig stressbelastning i en sygemelding. Hvis din arbejdsgiver ønsker lægelig dokumentation for, at du er syg, kan der kræves en friattest. Lægen udfærdiger friattesten på baggrund af en samtale med dig. I attesten er det kun angivet, om din uarbejdsdygtighed er begrundet i sygdom. Der vil derfor ikke være angivet en diagnose eller helbredsoplysninger i friattesten. Det er din arbejdsgiver, der er forpligtet til at betale for friattesten. Mulighedserklæring Udover friattesten kan din arbejdsgiver kræve en mulighedserklæring. En mulighedserklæring kan bruges som hjælp til at fastholde eller bringe dig tilbage i jobbet. Det kan være ved tvivl om, hvilke hensyn der skal tages til dig, fordeling af arbejdsopgaver og optrapning af arbejdstid. Mulighedserklæringen udfyldes først af arbejdsgiver og dig, hvorefter din læge skal foretage en lægefaglig vurdering af forslaget. Din arbejdsgiver har ikke ret til at få oplyst din diagnose, men oplysninger om funktionsbegrænsninger i forhold til dit arbejde vil fremgå. Det er din arbejdsgiver, der er forpligtet til at betale for mulighedserklæringen. Hvis virksomheden ikke gør en effektiv indsats for at løse problemet med stress, kan det i grove tilfælde overvejes, om sagen skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Det bør særligt overvejes, hvis der er tale om krænkende handlinger, herunder mobning eller seksuel chikane fra dine kolleger eller ledere. I den forbindelse skal man være særlig opmærksom på, at der fra 1. september 2020 sker en skærpelse i bødeniveauet ved gentagne grove overtrædelser af Arbejdsmiljøloven. Det gælder også i situationer, som medfører alvorlige personskader, eller som har døden til følge. Hvis dit ansættelsesforhold bringes til ophør Arbejdsgiveren kan i nogle situationer vælge at iværksætte en opsigelse af dig. Opsigelsen kan være sagligt begrundet i, at dit sygefravær belaster driften, og udsigten til din genoptagelse af arbejdet er langvarig. Dog skal du være opmærksom på, at ved arbejdsbetinget stress skærpes kravene til afskedigelsens nødvendighed. I de tilfælde kræver domstolene, at arbejdsgiveren har forsøgt at udbedre forholdene eller på anden måde har søgt at afhjælpe problemet. Under en række betingelser vil du kunne kræve en godtgørelse fra din arbejdsgiver, hvis du bliver afskediget på usaglig baggrund. Eksempelvis skulle Vestre Landsret i år 2014 afgøre afskedigelsesgrundlaget for en økonomichef, som havde været sygemeldt i to måneder på grund af stress. Forud for sygeforløbet havde han ligeledes haft et sygdomsforløb på fire-fem måneder grundet blodprop og operation i hjertet. Vestre Landsret tilkendte økonomichefen en godtgørelse på fire måneder, hvor der blandt andet blev lagt vægt på, at virksomheden ikke på noget tidspunkt havde søgt at få nærmere oplysninger om chefens helbredsmæssige forhold, herunder en lægefaglig vurdering af hans muligheder for på ny at genoptage sit arbejde i fuldt omfang. Virksomheden havde heller ikke i øvrigt foretaget sig noget for at få det klarlagt. Chikane og mobning Desuden skal du være opmærksom på, at du kan overveje at hæve ansættelsesforholdet og søge om erstatning, hvis din stress skyldes en grov tilsidesættelse af arbejdsgivers forpligtelse. Til illustration har domstolene tidligere tilladt hævelse af ansættelsesforholdet, hvis arbejdsgiveren har udsat den ansatte for seksuel chikane eller mobning. Det samme gør sig gældende for voldsudøvelse og trusler om voldsudøvelse. Opstår situationen mellem dig og din kollega, bør du straks informere ledelsen, da de har forpligtelse til at gribe ind. Vi anbefaler dog altid, at du tager kontakt til Maskinmestrenes Forening, hvis du bliver opsagt af arbejdsgiveren som følge af din sygdom, eller du overvejer at hæve dit ansættelsesforhold. Psykiske arbejdsskader som følge arbejdet Du kan anmelde en psykisk arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men det kan være særligt vanskeligt at få den anerkendt. Baggrunden er, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan anerkende arbejdsskader inden for fortegnelsen for erhvervssygdomme eller uden for fortegnelsen. Bevisbyrden er forskellig. Inden for fortegnelsen er det alene PTSD og depressioner, som anerkendes under visse betingelser. I de tilfælde skal du kun bevise, at du lider af sygdommen og opfylder de angivne betingelser i fortegnelsen. Uden for fortegnelsen skal du derimod kunne bevise, at 1) du lider af sygdommen, 2) du har været udsat for særlige og belastende arbejdsforhold, og 3) der er en klar årsagssammenhæng mellem din sygdom og arbejdet. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at der er mulighed for, at din sygdom vil kunne blive anerkendt som en arbejdsskade, bliver sagen forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Det er dog yderst sjældent, at psykiske arbejdsskader bliver anerkendt, da det kan være vanskeligt at bevise, at sygdommen stammer fra arbejdet. Du er velkommen til at kontakte Maskinmestrenes Forenings arbejdsmarkedsafdeling, hvis du har spørgsmål til arbejdsbetinget stress. Maskinmesteren Juli 2020 51
Download PDF fil