Produktion og distribution af energi Grøn omstilling på markedsvilkår? Skal forsyningsbranchen selv planlægge og drive den grønne omstilling, eller skal og kan udviklingen overlades til markedet? Forsyningssektoren havde inviteret til debat på Folkemødet 2018. Kan man udlicitere ansvaret for grøn omstilling? Sådan lød indgangsspørgsmålet til en af debatterne, som udspandt sig på Folkemødet i juni. Debatten var arrangeret af Dansk Fjernvarme, Dansk Affaldsforening og DANVA og handlede om de fremtidige vilkår for forsyningssektoren – altså vand, spildevand, affald, fjernvarme og elforsyning. Hvilken rolle skal forsyningssektoren spille i den fortsatte omstilling til et samfund baseret på vedvarende energi? Er de nuværende vilkår for sektoren en hæmsko for den grønne omstilling? Hvilken rolle skal sektoren spille for innovation og teknologisk udvikling? Hvor store risici må sektoren tage for at være med til at udvikle nye løsninger i den grønne omstilling. Kan markedet skabe den grønne omstilling selv, eller skal der overordnet politisk styring til? Ordstyreren satte problemstillingen på spidsen i sin optakt til debatten: Kan vi købe grøn omstilling, som vi køber en liter mælk? Kan vi bestille grøn omstilling for 10 milliarder kroner på kommercielt marked? Til at debattere disse spørgsmål var indkaldt et panel bestående af repræsentanter for forsyningssektoren plus en enkelt forsker, mens ingen private leverandører deltog. Direktør John Buur Christiansen, Biofos, var blandt paneldeltagerne, som diskuterede samspillet mellem private og offentlige aktører i den grønne omstilling. Langsigtede investeringer Udgangspunktet er en dansk forsyningssektor, som har besøg af mange udenlandske delegationer, der ønsker at studere, hvad de opfatter som en meget velfungerende sektor – sammenlignet med deres eget udgangspunkt. Men hvad er så specielt ved den danske forsyningssektor? »Vi har en lang tradition i Danmark for at løse problemer i fællesskab og tænke i store løsninger, når det gælder fjernvarme, vand, spildevand og affald. Vi løser opgaver i fællesskab, og det er måske en arv fra andelsbevægelsen,« sagde Jacob Hartvig Simonsen, direktør, Affaldsforeningen. Han blev suppleret af Lars Therkildsen, direktør for HOFOR og formand for DANVA: »Vi har en stærk samarbejdskultur i Danmark, hvor vi arbejder på tværs af konkurrenter og forskellige interesser,« sagde han. Fra Grøn Energi under Dansk Fjernvarme lød også et bud: »Infrastruktur for vand, fjernvarme og affald kræver store, langsigtede investeringer. Det er ikke som at købe en liter mælk. Store investeringer forudsætter enighed. Hvis man kan få el og fjernvarme til at gå sammen og udnytte hinandens fordele, bliver det billigt for danskerne – ved at man ikke modarbejder hinanden. På et kommercielt marked er der risici, som forsyningssektoren skal passe på,« sagde Jesper Koch, analysechef, Grøn Energi. Spildvandsbranchen var repræsenteret af BIOFOS: »Der er et enormt potentiale ved at arbejde på tværs. Derfor sker der en brancheglidning, hvor vi arbejder sammen og lærer 24 Maskinmesteren juli 2018
Download PDF fil