Karriere Af Joel Goodstein – Foto Michael Vienø Det rigtige hoved til det rigtige job. Det er headhunterens opgave, og to erfarne maskinmestre med stor rekrutteringserfaring fra internationale rekrutteringsvirksomheder har siden 1. januar 2018 selvstændigt været på rekrutteringsmarkedet som headhuntere og bistår virksomheder med at finde de helt rigtige nye medarbejdere. Som maskinmestre er det særligt medarbejdere med ingeniørmæssig/teknisk baggrund, som HEGSØ Search & Consulting hjælper virksomhederne med at rekruttere. »Vores baggrund som maskinmestre betyder selvfølgelig, at vi har en særlig indsigt i det tekniske område, og derfor hjælper vi virksomhederne med at finde de rigtige nye medarbejdere, som kan varetage ledelsesopgaver, salgsopgaver og selvfølgelig også tekniske opgaver, som er de områder, vi selv har arbejdet med,« siger Brian Sørensen, der er den ene af partnerne i HEGSØ Search & Consulting. »Der kan være flere grunde til, at en virksomhed beder os hjælpe med at finde en ny medarbejder. Måske har de først prøvet selv uden det ønskede resultat – enten med et stillingsopslag, via deres netværk eller måske med et andet rekrutteringsbureau. Nu står de så uden en brugbar kandidat og har brug for vores hjælp,« siger Anders Hegelskov, den anden maskinmester og partner i HEGSØ. Med mere end 45 års erhvervserfaring tilsammen er det et par erfarne maskinmestre, som etablerede HEGSØ Search & Consulting. Som navnet antyder, er firmaets speciale en aktiv søgning af egnede kandidater. »Vores opgave er at finde et antal egnede kandidater til et helt specifikt job, så virksomheden har nogle valgmuligheder. Alle de kandidater, vi finder, skal kunne opfylde de objektive krav til stillingen. I sidste ende er det virksomheden, som vælger kandidaten ud fra deres vurdering af, hvem den bedste kandidat er, men alle de kandidater vi præsenterer, kan varetage opgaven,« siger Anders Hegelskov. Anders Hegelskov (t.v.) og Brian Sørensen har tidligere arbejdet sammen i headhunterbranchen og har fra starten af 2018 været selvstændige headhuntere i HEGSØ Search & Consulting, som hjælper virksomheder med at finde de rigtige nye medarbejdere, heriblandt mange maskinmestre. 14 Maskinmesteren juni 2018
Download PDF fil