FORSLAG TIL VEDTÆGTSÆNDRINGER § 15 e – gældende: Formanden er lønnet og må ingen anden ansættelse have. Hans ansættelsesforhold fremgår af den kontrakt, der indgås mellem formanden og bestyrelsen. § 15 e – forslag til ny formulering: Formanden får udbetalt honorar i henhold til en særligt til formanden udleveret oplysning herom. Formanden må ikke have eller påtage sig anden lønnet eller ulønnet beskæftigelse, herunder bestyrelseshverv, eller eje virksomhed, medmindre en eller flere af disse aktiviteter sker som en del af udførelsen af opgaven som formand for foreningen eller er forudsat i foreningens vedtægter i øvrigt, eller konkret godkendes af bestyrelsen. Konkrete tilladelser til at have sådanne aktiviteter skal registreres af bestyrelsen på en sådan måde, at det til enhver tid kan konstateres, hvilke tilladelser formanden har. Formandens vilkår fremgår i øvrigt af den skriftlige oplysning, der er udleveret. § 15 i – gældende: Har formanden midlertidigt forfald, hvormed menes, at formanden kan forventes at genindtræde i sit hverv inden udløb af sin valgperiode, fungerer næstformanden fra formandens 1. forfaldsdag, og indtil formanden igen kan virke som formand. Har næstformanden også midlertidigt forfald, vælger bestyrelsen et af sine øvrige medlemmer til at fungere som formand i tiden frem til, at den valgte formand igen kan virke som formand. Har formanden mere end midlertidigt forfald, fungerer næstformanden eller den af de øvrige bestyrelsesmedlemmer valgte kandidat som formand, indtil valg af ny formand har fundet sted efter førstkommende generalforsamling, på hvilken der i henhold til § 13 og § 15 vælges en ny formand for den resterende del af den fratrådte formands valgperiode. §15 i – forslag til ny formulering: Har formanden midlertidigt forfald, fungerer næstformanden fra formandens 1. forfaldsdag, og indtil formanden igen kan virke som formand. Har næstformanden også midlertidigt forfald, vælger bestyrelsen et af sine øvrige medlemmer til at fungere som formand, i tiden frem til at den valgte formand igen kan virke som formand. Har formanden mere end midlertidigt forfald, eller hvis formanden ikke er i stand til at udføre sine opgaver som formand i mere end 120 dage indenfor 12 på hinanden følgende måneder, ophører formanden som formand ved bestyrelsens beslutning herom i et bestyrelsesmøde, som indkaldes med mindst 14 dages varsel. Fra indkaldelse til dette bestyrelsesmøde og indtil valg af ny formand har fundet sted efter førstkommende generalforsamling, på hvilken der i henhold til § 13 og § 15 vælges en ny formand for den resterende del af den fratrådte formands valgperiode, fungerer næstformanden, eller hvis denne har midlertidigt forfald den af de øvrige bestyrelsesmedlemmer valgte kandidat, som formand.
Download PDF fil