FREDAG 13.00 Robotter flytter job tilbage til Danmark Mennesker og robotter samarbejder i stigende grad, så robotterne overtager de mest trivielle og nedslidende arbejdsopgaver. Samtidig skaber robotter nye produktionsarbejdspladser i Danmark. Mennesker og robotter side om side. Det bliver i stigende grad hverdag hos flere og flere virksomheder. Såkaldt kollaborative – samarbejdende – robotter er nemlig en teknologi i rivende udvikling. »Der er stadig flere eksempler på, at virksomheder med en høj grad af anvendelse af robotter også skaber mange nye menneskelige arbejdspladser. Eksempelvis Trelleborg Sealing Solutions, som er gået fra nul til 50 robotter, men som i samme periode har ansat 50 flere medarbejdere. Med robotter bliver virksomheder mere produktive og kan sælge mere til konkurrencedygtige priser. Det øger behovet for menneskelige medarbejdere til alle de opgaver, som robotterne ikke kan udføre endnu,« siger Søren Peter Johansen, faglig leder for industriel robotteknologi hos Teknologisk Institut. På maskinmestrenes erhvervskonference Ajour 2018 holder han oplægget ”Samarbejde med robotter i industrien”. »Samarbejde mellem robotter og mennesker i industrien skal forstås meget bogstaveligt. Nogle steder – for eksempel i bilindustrien – kan man se robotter og mennesker arbejde side om side på de biler, som er undervejs på samlebåndet. Mennesket skruer nogle ting på bilen, og robotten skruer nogle andre ting på, hvor det ville kræve en farlig eller besværlig eller ubehagelig arbejdsstilling for mennesket,« siger Søren Peter Johansen. Søren Peter Johansen, faglig leder for industriel robotteknologi hos Teknologisk Institut. Virtuelle hegn I fremtiden vil nye 3D-sensor-teknologier muliggøre endnu mere fleksibelt samarbejde mellem robotter og mennesker. »3D-sensorer placeret i loftet vil holde øje med både menneskers og robotters færden på fabriksgulvet og fungere som færdselsbetjent, der styrer robotterne uden om deres blødere kollegaer, som ikke så godt tåler et sammenstød,« siger Søren Peter Johansen. Han vurderer, at robotter og automation nu betyder så meget for danske virksomheder, at den store udflytnings- og outsourcingsbølge til Østen og Østeuropa har toppet. »Vi ser efterhånden mange eksempler på insourcing til Danmark i kraft af automation og robotter. Udviklingen er måske ved at vende, så produktionsjobs flytter tilbage til Danmark, og det skyldes ikke mindst øget anvendelse af nye teknologier, som gør indenlandsk produktion konkurrencedygtig igen,« siger Søren Peter Johansen. Ajour 2018 • torsdag den 29. november & fredag den 30. november • Odense Congress Center 33
Download PDF fil