Page number 2
Hjemmekontor – en voksende trend På en almindelig arbejdsdag arbejder ca. 200.000 danskere hjemmefra. Det er, ifølge en analyse fra Dansk Industri, en fordobling siden før pandemien, hvor ca. 100.000 sad på hjemmekontoret på en tilfældelig dag. Og det tyder på, at tendensen fortsætter – 8 ud af 10 virksomheder svarer, at de her efter pandemien vil åbne mere op for hjemmearbejde, typisk 1-2 dage ugentligt. Dette sker bl.a. for at sikre bedre work-life balance og for at fastholde medarbejderne. En hjemmearbejdsplads kan være til stor gavn for både medarbejderen, men også arbejdsgiveren. Det er dog vigtigt, at medarbejderen får indrettet sig godt, hvis hjemmekontoret skal fungere. I denne folder kan du blive klogere på, hvilket ansvar du har som arbejdsgiver, hvorfor hjemmekontoret er en god idé, og hvorfor et hæve-/ sænkebord bør være en del af indretningen. God læselyst!
Page number 3
Arbejdsgiveren har et ansvar Hvis du eller en medarbejder har et ønske om, at en del af arbejdet skal foregå hjemmefra, er det ikke nok blot at sende medarbejderen hjem med en bærbar computer. Ifølge Arbejdstilsynet har I begge et ansvar for, at arbejdet derhjemme kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Dette gælder uanset, hvor meget arbejde der udføres fra hjemmet. Skærmbekendtgørelsen De særlige regler i skærmbekendtgørelsen fra Arbejdstilsynet gælder også for hjemmearbejdspladsen, så snart medarbejderen arbejder hjemmefra foran en skærm mere end 2 dage om ugen som gennemsnit set over en måned. I dette tilfælde er det arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at skærmarbejdspladsen er indrettet og forsynet med inventar, som passer til den ansatte og det arbejde, der udføres. Ifølge Arbejdstilsynet skal en arbejdsplads indrettes således, at medarbejderen har mulighed for variation. På en kontorarbejdsplads kan det eksempelvis være muligheden for at variere arbejdsstillinger og -bevægelser, samt mulighed for at skifte mellem at sidde, stå og gå. Du kan finde mere information om reglerne via links bagerst i folderen.



