Symptomer på OCD Af Malene Klindt Bohni, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi. RITUALISERET ADFÆRD OG LEG ER EN DEL AF BØRNS HELT NORMALE UDVIKLING. F.EKS. VED VI, AT CIRKA 80 % AF ALLE 3-ÅRIGE HAR GODNATRITUALER, 60 % AF ALLE 6-ÅRIGE HAR SAMLERADFÆRD, OG DE FLESTE AF OS KAN HUSKE, AT VI SOM BØRN HAR LEGET ”MAN MÅ IKKE TRÆDE PÅ STREGERNE MELLEM FLISERNE”. Sådanne ritualer og ”magisk tænkning” er en del af børns udvikling og er led i deres naturlige måde at øve sig i at skabe struktur og indarbejde hensigtsmæssige rutiner i dagligdagen. Hos de fleste børn forsvinder denne ritualiserede adfærd igen eller er på et niveau, hvor det ikke er til gene. Når man skal vurdere, om der er tale om OCD, er det altså ikke selve formen på tvangsadfærden, men rettere sværhedsgraden og hvorvidt det påvirker personens dagligdag, der er afgørende. For OCD-ramte er tvangssymptomerne belastende og begrænsende, og tvangshandlingerne er noget, de føler sig tvunget til at gøre for at forhindre forfærdelige ting i at ske eller for at undgå ubehag. OCD er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Tvangstanker er tilbagevendende tanker, ideer eller forestillingsbilleder, som er uønskede og ubehagelige. Tvangshandlinger er handlinger eller ritualer, som typisk udføres for at forhindre noget uønsket i at ske eller for at undgå angst og ubehag. De fleste har både tvangstanker og tvangshandlinger, men nogle har kun tvangstanker eller kun tvangshandlinger. Mange OCD-ramte er skamfulde over deres symptomer og fortæller derfor ikke andre om dem. Derudover kan symptomerne være meget forskellige fra person til person, og der er sjældent to personer, der har nøjagtig de samme symptomer. Derfor er der mange, der ikke får den rette hjælp, dels fordi de ikke opsøger hjælpen, og hvis de gør, er der fortsat mange sundhedsfaglige personer, der ikke genkender de mange forskellige typer symptomer på OCD. Der findes mange forskellige typer tvangstanker og tvangshandlinger. Nedenfor er angivet nogle af de mest hyppige former for tvangstanker og tvangshandlinger samt nogle eksempler på hver af disse typer. 8
Print
Download PDF fil