LANDSFORENINGEN AUTISME I AUTISMEBLADET 06 2015 Den samfundsmæssige og politiske forråelse, der delvist camoufleres af et positivt nysprog Der verserer forråede mediehistorier om opmærksomhedskrævende forældre, der sygeliggør deres børn i jagten på diagnoser og medicin. Det har især været mennesker med ADHD, som skulle finde sig i denne mistænkeliggørelse og latterliggørelse; men historierne bliver bredt ud til generelt at handle om forældre til børn med usynlige handicaps. Der er også gang i en fortælling om, at forældre generelt er konfliktsky og fraværende, og at deres børn derfor er uregerlige og egoistiske. Det ville være nemt, hvis det var rigtigt. Så kunne man give børnene og forældrene skylden for deres egne vanskeligheder, og man kunne som samfund og som professionel i bedste laissez faire stil læne sig tilbage og fralægge sig selv ethvert ansvar for at hjælpe. Jeg hører politiske klichéer om, at man har ”ansvar for eget liv”, ”de pårørende må trække et tungere læs”, og at man tilsyneladende kan ”få for meget hjælp”. Hvis man ikke selv har alvorlige problemer, så kunne det måske lyde rigtigt. Men så snart man får brug for professionel hjælp, bliver det svært, hvis man mødes af professionelle, der ikke tager ansvaret for at få samarbejdet til at fungere. Det er politisk besluttet, at der skal spares på kraftigt på samtlige velfærdsområder. Det betyder, at områder som psykiatrien, ældreområdet og sygehusene, som allerede har oplevet årtier med besparelser, forringes yderligere. Det betyder, at de socialt udsatte og integrationsområdet, som altid har fået mindst, ikke kan gøre sig forhåbninger om, at det bliver bedre. Og det betyder, at hidtil beskyttede områder som folkeskolen og handicapområdet også begynder at mærke besparelserne. Besparelserne er dog ikke en direkte årsag til forråelse. Jeg har mødt ordentlighed og faglighed på steder med ganske få ressourcer, og jeg har mødt den mest brutale forråelse på steder med alt for mange ressourcer. Problemet er snarere, at der udvikles et stadig mere positivt sprogbrug. Der tales om udfordringer i stedet for problemer, om muligheder i stedet for begrænsninger, om prioriteringer i stedet for forringelser, om selvledelse i stedet for manglende ledelse osv., osv. Det positive nysprog dækker desværre over netop problemer, begrænsninger, forringelser og manglende faglig ledelse. Jeg har læst nogle af de rapporter, som produceres til politiker- ne, og jeg har svært ved at genkende virkeligheden i overstrømmende positive beskrivelser fulde af fotos af glade mennesker, masser af tal og statistik sat op i flotte lagkagemodeller ledsaget af alle de politisk korrekte ord. Papirvirkeligheden – fuld af inklusion, trivsel, udvikling og mere kvalitet til færre penge – står desværre i skærende kontrast til den virkelighed, hvor mennesker med brug for professionel hjælp i stigende grad oplever eksklusion, mistrivsel, manglende hjælp og forråelse. Og det er som bekendt en kortsigtet strategi at forsøge at tie problemerne ihjel. ” Det positive nysprog dækker desværre over en virkelighed, der ikke altid er så positiv. Den ekskluderende effekt af inklusionsprojektet Et aktuelt eksempel på et positivt sprogbrug, der camouflerer en barsk virkelighed, er inklusionsbegrebet. Det er politisk besluttet, at 96 % af alle børn skal være inkluderede i den almindelige folkeskole i år. Denne beslutning er truffet på baggrund af en holdning om, at inklusion er at være med i ”de normales” fællesskab. Det er bare ikke så let at skabe fællesskaber. Fællesskaber opstår – helt uden ord – mellem mennesker, der føler sig ens (Baumann, 2007). Denne ens-hed er svær at sætte fingeren på. Man kan ikke på forhånd vide, hvilke mennesker der vil føle sig forbundne med hinanden, og hvilke der vil blive betragtet som anderledes. Sikkert er det bare, at de, der er anderledes, bliver ekskluderet af gruppen. På handicapområdet gjorde man sig nogle barske erfaringer, da man forsøgte sig med integrationsprojektet i 1980´erne og 90´erne, hvor man nedlagde bosteder for at flytte mennesker med medfødte hjerneskader ud i almindelige rækkehuse sammen med ”de normale”. Projektet førte til langt flere ensomme mennesker, da fællesskaber mellem mennesker ikke kan skabes via en fysisk placering. 7
Print
Download PDF fil