Det gode det onde - og alt det midt i mellem. Leder af Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme Tirsdag den 9. juni holdt vi et handicappolitisk valgmøde i Handicap-organisationernes Hus. I oplægget til valgmødet stod der, at aftenen var forbeholdt handicappolitiske emner, jeg må indrømme, at jeg derfor blev lettere irriteret da en af publikummerne begyndte at bruge spørgetid på de afghanske tolke, der hjalp Danmark under krigen i Afghanistan. Altså de afghanere der tolkede for vores soldater, med fare for deres liv fordi de handlede imod Talebanstyret og som stadig er i fare, så længe der ikke er fred i landet. Alle politikerne i panelet svarede på spørgsmålet om tolkene på trods af, at de vidste, at aftenen var forbeholdt handicappolitik. Jeg tror det var lettere for politikerne at forholde sig til spørgsmålet om tolkene, fordi det er sådan en åbenlys og pinlig problemstilling. En af politikerne i panelet; Mattias Tesfaye, fik svaret på spørgsmålet om tolkene, men fik på samme tid vendt debatten, så det igen var handicappolitikken der var i fokus; “Der findes ikke onde politikere. Ingen gør noget bevidst for at skade andre mennesker. Vi har denne her pose penge, og vi har denne her liste af prioriterede værdier. Når vi vælger, hvordan vi vil bruge pengene, kan det ikke undgås, at der er nogen der vil føle at prioriteringen ikke er rimelig. Men det er ikke ondskab, ondskab er noget andet”. Senere samme aften rejste jeg til Bornholm for at deltage i Folkemødet. Mens jeg kørte gennem Sverige for at nå færgen i Ystad, reflekterede jeg over emnet ondskab. Er det eksempelvis ondskab, når en socialrådgiver giver afslag på en ansøgning fra en mor, der søger om et kursus i konflikthåndtering? Hvad hvis socialrådgiveren ved, at moderen bliver slået af teenagersønnen, i affekt, fordi han ikke magter mængden af krav. Og er det ondskab, når en uuddannet medhjælper på et bosted, beder en kvinde med autisme om at stoppe med sin uafbrudte ordstrøm, selvom nonstop tale er kvindens strategi til at overvinde et eskalerende angstanfald? Er det ondskab at beslutte sig for at se tiden an, når en dreng med autisme ikke kommer i skole; der er mere ro, når han ikke er der. Og er det ondskab, når man italesætter skolevægring som, at mor vel er glad for at sove længe eller ikke magter at sætte grænser? Det er ikke alt der føles ondt, der er bevidst ondskab. Men derfor gør det ondt alligevel… For nogle uger siden købte jeg en bog med titlen:” Når gode mennesker handler ondt”. Jeg læste de første sider mens jeg sad i S-toget på vej hjem fra et møde i socialministeriet og jeg husker tydeligt, at jeg tænkte; Hvis man har viden om en åbenlys uretfær- 4
Print
Download PDF fil