Terrorsikring kan også indgå som et kreativt og æstetisk element i bybilledet som her, hvor et noget bastant husnummer i Norge både tjener som oplysning, skulptur og fysisk barriere. Foto Forsvarsbygg ”I byrummet – hvor det primære fokus lige nu er at forhindre, at køretøjer bliver brugt som våben – kan man placere lavpraktiske ting med ekstra værdi som fx blomsterkummer, bænke og pullerter med skraldespande på. Man kan også placere skulpturelle objekter som store sten, statuer eller inddrage naturen i form af træer og vandløb.” Terrorsikringshåndbog savnes Terrorsikring er et stort område og kan omfatte alt fra angreb med skud, bomber og droner til lastbiler, giftgas og hackere. Når det handler om retningslinjer, løsninger og lovgivning omkring terrorsikring, halter Danmark bagefter lande som Norge, Sverige, Tyskland og England, mener flere i byggebranchen – heriblandt Bertelsen & Scheving Arkitekter, DBI og Bygeherreforeningen. I Norge er de særligt langt fremme, idet den norske myndighed, Forsvarsbygg, har udgivet ’Sikringshåndbogen’, der formidler viden og regler om, hvordan man kan sikre bygninger og anlæg mod ”terrorisme, sabotage, spionage og anden kriminalitet”. Håndbogen bliver flittigt brugt som opslagsværk hos Bertelsen & Scheving Arkitekter, der dog i forvejen har en stor viden og kapacitet via sikkerhedschef Hans Scheving, som har mange års erfaring med sikkerhed og terrorsikring, bl.a. fra sin tid i Forsvarets Bygningstjeneste. Jonas Bennicke Vollmond savner en dansk pendant til den norske håndbog. ”Det ville klart lette arbejdet for alle parter som bygherrer, rådgivere og PET, hvis vi havde en tilsvarende dansk håndbog med fælles retningslinjer. Fx hvordan man kan indrette kontormiljøer eller bygge konstruktioner op i overensstemmelse med den sikringsklasse, bygningerne skal have.” Inspireret af bl.a. den norske ’Sikringshåndbog’ arbejder DBI i øjeblikket på at udvikle en digital dansk håndbog, der skal ”fungere som et opslagsværktøj med generelle retningslinjer og fastlagte metoder for, hvordan terrorsikring designes”. Ifølge DBI bliver projektet en realitet inden for de næste par år. Altid en ’restrisiko’ Jonas Bennicke Vollmond kan ikke konkret fortælle om tegnestuens projekter med terrorsikring, men kan godt overordnet løfte sløret for visse principper og løsninger. ”Den største terrorrisiko i Danmark er umiddelbart, at lastbiler bliver brugt som våben, hvorfor det handler om at få nedsat hastigheden i sårbare områder med forskellige former for chikane som pullerter og andre former for afspærringer eller ved at omlægge veje eller påbyde lavere hastighed.
Download PDF fil