LEDER Vi bør forny den danske model Den danske model skal ændres for det offentlige arbejdsmarked, så en offentlig styrelse ikke både kan stille krav og efterfølgende have mulighed for at lave lovgivning om dem. Af Gert Johansen Foto Nicolai Perjesi Oven på forårets overenskomstforhandlinger og truende konflikt er det naturligt at spørge, om det, vi kalder ’den danske model’, stadig er brugbar på det offentlig område. Ideen bag den danske model er, at to ligeværdige parter forhandler, har noget på spil og ofte begge vil tabe, hvis ikke de bliver enige om vilkår og løn. Modellen fungerer godt på det organiserede, private område, og mange lande misunder os den ro og gensidige tillid, vi har på arbejdsmarkedet. Vigtigst af alt er, at overenskomstforhandlinger foregår uden politisk indblanding. Den forudsætning bristede i 2013, hvor lærerne efter en måneds konflikt fik Lov 409, som bestemmer deres arbejdstid. Overenskomstforhandlingerne i år på hele det offentlige område afslørede tydeligt, at der ikke var tale om ligeværdige parter. For på arbejdsgiversiden sad Moderniseringsstyrelsen og minister Sofie Løhde, der ikke var videre imødekommende. Og bag hende stod hele regeringen. Men arbejdsgiverne havde bare ikke forventet det stærke sammenhold mellem alle organisationerne, der med sin musketer-ed næsten fik to tredjedele af befolkningen bag sig. Det, at AC, LO og FTF stod last og brast med stor opbakning fra medlemmer foran Forligsinstitutionen og ved rådhuse landet over, var nok udslagsgivne for, at vi fik en god overenskomst i hus. Hvis vi havde fået en storkonflikt – som Moderniseringsstyrelsen lagde op til med sin lockout, der var helt ude af proportion – havde statsministeren med stor sandsynlighed grebet ind med lovgivning, som ville have ophævet Sofie Løhdes krav til lov. At den danske model holdt denne gang, skyldes kun, at vi sammen mønstrede et pres. Men vi bør ændre modellen, så Moderniseringsstyrelsen ikke både kan stille kravene og efterfølgende have mulighed for at tvinge sine ønsker igennem med lovgivning. Hvis ikke vi finder en ny, mere uvildig ordning, frygter jeg, at vi i fremtiden vil opleve uro på det offentlige arbejdsmarked, hvor der ikke vil være nogen vindere. 3
Download PDF fil