Side 20
MENINGSSTAFETTEN MENING For en bygningskonstruktør findes der mange muligheder for både innovation og udvikling i produk- tionsbranchen, siger ISOVER-produktchefen i denne Meningsstafet. Her rulles et af ISOVERS isoleringsprodukter ud over en klimamembran mellem nogle spær. Martin Ahle Nytofte-Bæk BLÅ BOG Martin Ahle Nytofte-Bæk, 39 år, uddannet bygningskonstruktør fra VIA University Horsens i 2007. Har tidligere arbejdet som teknisk ansvarlig hos isoleringsproducenten Styrolit (2015-2017), bygningskonstruktør og udvikler hos Styropack A/S og Styrolit (2009-2015), projekterende bygningskonstruktør hos Uldum Huse (2008) og projekterende bygningskonstruktør hos Laban Arkitekter (2007-2008).
Side 21
Leverandørbranchen er en overset karrierevej Konstruktøruddannelsen gør ikke nok for at vise, at leverandørleddet er lige så oplagt og spændende en vej at gå som at blive projekterende eller udførende. Af Martin Ahle Nytofte-Bæk, bygningskonstruktør (MAK) og produktchef i Saint-Gobain Danmark, ISOVER Foto Saint-Gobain I Meningsstafetten skriver branchefolk om holdninger inden for konstruktørrelevante emner. Indlæg er udtryk for skribentens egen holdning, som ikke nødvendigvis er Konstruktør foreningens. Kontakt bladet@kf.dk, hvis du har en faglig holdning, du gerne vil dele med andre. Da jeg blev uddannet som bygningskonstruktør i 2007, lagde uddannelsen op til, at man enten kom ud som projekterende eller udførende. At man også kunne arbejde i leverandørleddet, fandt jeg først ud af flere år efter. I dag har jeg den bedste stilling, jeg kan forestille mig, i leverandørleddet. Og jeg ville nok været gået den vej fra starten, hvis jeg under uddannelsen havde fået præsenteret den som en mulighed. Det er mit indtryk, at konstruktøruddannelsen heller ikke i dag i nævneværdig grad oplyser om mulighederne inden for leverandørleddet eller tilbyder valgfag, der kan forberede én til at gå den vej. Og det er rigtig ærgerligt, for mange konstruktørfag og -kompetencer kan komme i spil inden for leverandørområdet. Det vil jeg fortælle om med mit eget eksempel. Krisen ændrede karrieren Da jeg startede på uddannelsen som bygningskonstruktør, var min drøm at være med til at skabe god arkitektur og behagelige bygninger. Det blev ret hurtigt klart, at man skulle beslutte sig for, om man ville være projekterende eller udførende. For alle projekter og valgfag var rettet mod disse to led i byggeriets værdikæde. Så jeg fandt det projekterende led bedst egnet til mig og fik efter endt ud- dannelse drømmejobbet på en kreativ arkitekttegnestue. Det var alt det, jeg havde forestillet mig, som hele min uddannelse havde været målrettet imod. Men så kom krisen i 2008, og pludselig skulle jeg genopfinde mig selv. Hvis ikke jeg skulle på tegnestue eller ud i det udførende, hvad skulle jeg så? Ny vej hos materialeproducent En dag blev jeg kontaktet af en rekrutteringskonsulent, som opfordrede mig til at søge en stilling hos en materialeproducent. Til min egen overraskelse åbnede en ny verden sig for mig. Jeg blev ansat i en stilling, som omfattede udvikling af kundetilpassede løsninger og egne produkter, og fik ansvar for vores dokumentation og det materiale, vi udgav i form af montagevejledninger, brochurer og hjemmeside. Disse opgaver var jeg ikke trænet til gennem min uddannelse. Og så alligevel. For de udviklingsprocesser, vi arbejdede med, indeholdt jo mange af de samme elementer, som når vi designer en bygning, hvor vi analyserer behov, regler, materialer og form. Min rolle udviklede sig, og jeg besøgte bl.a. tegnestuer, rådgivere, entreprenører og projektudviklere for at fortælle om de muligheder, der lå i vores løsninger. Ofte løsninger, jeg selv havde været med til at udvikle. Optimale udviklingsmuligheder Siden kom jeg videre til en anden producent og er i dag produktchef hos Saint-Gobain, ISOVER. Det er en mere kommerciel og administrativ rolle, hvor jeg skal prøve at forstå kunders behov og ønsker, så vi kan tilbyde de produkter og løsninger, der efterspørges. Vigtige kompetencer i den funktion er bl.a. projektstyring, viden om byggeprocessen, analysearbejde og forståelse for, hvordan byggeriets regler og anvisninger er opbygget. Det omfatter også dialog med leverandører, deltagelse i udviklingsprojekter og tæt samarbejde omkring salg, marketing og produktion. Der findes mange materialeproducenter og leverandører i Danmark, som har funktioner, hvor en bygningskonstruktør kan gøre en forskel. Hos os har vi flere ansat i stillinger, der tæller teknisk rådgivning, salgsledelse, produktledelse og ikke mindst topledelse. Jeg håber, at jeg med dette indlæg kan gøre både uddannelsesinstitutioner og kommende konstruktører opmærksomme på alle de muligheder, der ligger i at vælge leverandørleddet. 21