LEDER VOKSENDE KRITIK AF BYGGESAGSBEHANDLINGEN bør føre til selvransagelse Kritikken af den tekniske byggesagsbehandling for at være for dyr og bureaukratisk vokser. Senest er kritikken kommet fra politikere, der var med til at indføre den private certificeringsordning. Det er tid til selvransagelse. Af Kirsten Nielsen, formand i Konstruktørforeningen (KF) Foto Nicolai Perjesi ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt.” Det velkendte citat af Jens Otto Krag har fået ny relevans i kølvandet på den voksende kritik af den private certificeringsordning. I 2014 fremlagde SR-regeringen en byggepolitisk strategi, som bl.a. ønskede ”en professionalisering af den tekniske byggesagsbehandling”, som skulle bidrage til ”øget vækst og produktivitet i byggeriet”. I forlængelse heraf fik Venstre-regeringen i 2016 vedtaget en privatisering af byggesagsbehandlingen, som skulle gøre den mere smidig og mindre bureaukratisk. KF gav allerede fra start udtryk for bekymring over at ændre den daværende ordning og fik i den forbindelse foretræde for Transportudvalget og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V). Men bekymringen blev afvist, og certificeringsordningen blev en realitet. Siden er vores bekymring desværre blevet en realitet, og for nylig har fem politikere fra Venstre stillet dette samrådsspørgsmål til boligminister Kaare Dybvad Bek: ”Hvad agter ministeren at gøre ved de voldsomt stigende udgifter til teknisk byggesagsbehandling (…) og den væsentlige forøgelse af dokumentations- og kontrolomfanget vedrørende brand og statik?” Der er en sær ironi i, at netop de politikere, der indførte ordningen, er de samme, som nu kritiserer den! Boligministeren har i skrivende stund (primo februar) ikke svaret på, hvad han vil gøre ved kritikken, hvilket dog ikke har forhindret ham i at henvise til samme kritik som en ’forklaring’ på, hvorfor regeringen ikke vil indføre et CO2-loft for byggeriet! Hermed er certificeringsordningen blevet til et dobbelt benspænd både for byggesagsbehandlingen og for nye, nødvendige tiltag i byggeriet. Det ser ud til, at det er tid for selvransagelse i de politiske partier og med rette at indtage et nyt standpunkt! 3
Download PDF fil