LEDER Ny strategi skal styrke KONSTRUKTØRENS ROLLE SOM GENERALIST KF’s generalforsamling i oktober skal beslutte en ny strategi, som bl.a. skal sikre en god konstruktøruddannelse og den bagvedliggende procesforståelse. Af Gert Johansen, formand i Konstruktørforeningen Foto Nicolai Perjesi Konstruktørforeningen og vores uddannelsesinstitutioner har hele tiden fokus på at styrke konstruktørernes generalistrolle, fordi det i høj grad er den position, der kan sikre, at hele byggeriets værdikæde er optimeret. Det er konstruktørernes dna, at vi binder arkitektens og ingeniørens specialviden sammen til et helstøbt og sammenhængende projekt. Den styrke ser jeg i høj grad bekræftet, når jeg læser en netop udgivet rapport, ’Forskning og uddannelse i byggeriets processer’, fra brancheinitiativet Værdibyg. Rapporten er meget direkte i sin konklusion af, at der mangler uddannelse og forskning, og at ingeniører og arkitekters uddannelse er mangelfuld, når det handler om forståelse af byggeprocesserne. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om de nævnte grupper mangler uddannelse, men det er bemærkelsesværdigt, at bygningskonstruktørerne ikke er med i den ligning. Det er ærgerligt, at vi er blevet glemt i så vigtig en rapport, da bygningskonstruktørerne jo netop er en vigtig del af svaret på de mangler, der refereres til i rapporten. Den mange-facetterede tilgang, som arkitekter, ingeniører og konstruktører til sammen leverer ind i byggeriet, er helt grundlæggende for den succes, som dansk byggeri overordnet er. Derfor er der helt klart et behov for de tre forskellige tilgange, når man skal sikre en god byggeproces. Set i det lys, er det rettidigt omhu, at KF’s 5-årige strategi – der skal vedtages på generalforsamlingen den 24. oktober – fortsat har fokus på vores uddannelse som generalister – med mulighed for efterfølgende specialisering – og sikrer, at den til stadighed er trimmet og i takt med udviklingen. 3
Download PDF fil