LEDER Konstruktørerne bidrager aktivt til den GRØNNE OMSTILLING Konstruktørforeningens bestyrelse har vedtaget en miljø- og klimapolitik, der indeholder tre konkrete forslag til, hvordan foreningen af bygningskonstruktører kan fremme en grøn omstilling. Visionen er, at forslagene vil vinde genklang i den nye klimalov. Af Kirsten Nielsen, næstformand i Konstruktørforeningen Foto Nicolai Perjesi Regeringens målsætning om en ambitiøs og bæredygtig grøn omstilling er en målsætning, vi som parter i byggebranchen må tage et fælles ansvar for at være med til at løse. Bl.a. er der etableret en lang række klimapartnerskaber, som skal komme med forslag til konkrete tiltag inden for alle brancher. I Konstruktørforeningen (KF) tager vi også ansvar for, at den grønne omstilling kan blive opfyldt, da bygningskonstruktørerne er vigtige aktører i byggeriet, når regeringens mål skal føres ud i praksis. Derfor har KF’s bestyrelse i januar vedtaget en miljø- og klimapolitik, som vi har sendt til politikerne og Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg i håb om, at de vil medtænke vores input og gode pointer. Målet er at sikre, at miljøet og klimaet skal belastes så lidt som muligt i alle byggeriets faser, uden at vi giver køb på bygbarhed og god kvalitet. KF’s miljø- og klimapolitik indeholder derfor tre konkrete forslag: 1 Et livscyklusmærke, som skal vise byggeriets totale miljøtilpasning og gøre det nemmere at sammenligne bygningers samlede klimabelastning. 2 En gratis vidensplatform, som skal gøre viden tilgængelig for alle i byggeriet, så vi undgår fejl og spild af materialer. 3 En materialebank, der gør det nemt for byggeriet at finde genbrugsmaterialer. Vi ved alle, at den uundgåelige grønne omstilling ikke sker uden nytænkning og omstillingsparathed. Derfor er det vigtigt, at alle bidrager hertil, og at vi som professionelle i byggebranchen tager vores del af ansvaret. KF håber, at videreformidlingen til beslutningstagerne af den nye miljø- og klimapolitik vil kunne sætte et godt fodaftryk på Danmarks første klimalov. 3
Del
Print
Download PDF fil