er den perfekte løsning – men også her støder vi på dilem- maer. Særligt opstår der udfordringer, når det omhandler nybyggeri, der er designet til adskillelse. Et af hovedargumenterne for design for adskillelse er, at vi skal gøre det lettere og billigere at demontere bygningsdele i fremtiden – både af hensyn til økonomi og klima. I stedet må vi arbejde med helhedsorienterede løsninger, hvor vi balancerer hensynet til klima, ressourcer og tid. Det kræver, at vi prioriterer bevaring af eksisterende byg- ninger som første skridt, tænker i direkte genbrug, hvor det giver mening, og kun bruger genanvendelse som sidste ud- vej, når materialer ikke kan genbruges. Men her risikerer vi at falde i en ”upfront carbon-fælde”. For at gøre elementer nemme at skille ad, kræves ofte special- designede samlinger, ekstra armering og kraftigere beslag. Kun ved at tænke langsigtet og dynamisk kan vi undgå, at den grønne omstilling bli- ver en sovepude. Det betyder et øget materialeforbrug allerede i opførselsfa- sen. Derfor reducerer design for adskillelse ikke automatisk reducerer CO 2 -udledningen. Statiske LCA-beregninger Problemet bliver endnu tydeligere, når vi inddrager tidsfak- toren, også kendt som ”Time Value of Carbon”. I dag baseres de fleste LCA-beregninger i byggeriet på en statisk betragtning, hvor alle emissioner indenfor en typisk 50-årig betragtningsperiode tæller lige meget. Det betyder i praksis, at 1 kg CO 2 udledt i dag vægtes ligesom en teoretisk besparelse om 50 år. Forskning i dynamisk LCA, blandt andet af den canadiske professor Annie Levasseur, viser dog, at det har afgørende betydning, hvornår CO 2 udledes. En udledning i dag påvirker klimaet med det samme og øger risikoen for at overskride kritiske tipping points. Den akkumu- lerede opvarmningseffekt er altså større, jo tidligere udlednin- gen sker. Det reelle dilemma er derfor: Hvis vi i dag bruger ekstra ma- terialer – eksempelvis i form af kraftigere beslag eller ekstra armering for at muliggøre Design for Adskillelse – udleder vi mere CO 2 i opførelsesfasen. Herved låner vi fra nutidens stærkt begrænsede CO 2 -bud- get. Vi risikerer at accelerere klimakrisen nu - uden nogen garanti for, at vi kan indhente denne ”klimagæld” i en fjern og usikker fremtid. For at LCA skal give et retvisende billede af byggeriets kli- mapåvirkning, bør metoden bevæge sig væk fra den statiske tilgang og over i en model hvor vi vægte de initiale emissio- ner (Modul A) højere end fremtidige gevinster, da det er de nuværende udledninger, der presser de planetære grænser mest. Nutidens dilemmaer om fremtiden Vi står altså med en kompleks udfordring. Genanvendelse kan skabe en rebound-effekt, hvor vi ender med at bruge flere ressourcer, og direkte genbrug kan føre til højere mate- rialeforbrug på forhånd og dermed større CO 2 -udledning nu. Det betyder, at der ikke findes én enkel løsning. Vi skal væk fra tanken om, at én strategi alene kan redde os. OM OPRÅBET Dette opråb er skrevet af fire master- studerende i Bæredygtigt Byggeri på DTU og er således udtrykt for skriben- ternes holdning. De fire skribenter er: Nicholas Schmidt, miljøplanlægger, projektleder ved Boliggården Eldin Adrovic, bygningskonstruktør, adjunkt ved Erhvervsakademi Sydvest Pernille Moesgaard, bygningskon- struktør, bæredygtighedskoordinator i Holbæk Kommune Jan Lund, bygningskonstruktør, pro- jektleder i Holbæk Kommune REBOUND-EFFEKTEN Rebound-effekten – også kendt som Jevons Pa- radox – betyder, at en forbedring, som skulle re- ducere ressourceforbrug, i praksis kan føre til øget forbrug. Forskere ved DTU og universitetet i Sao Paulo, Brasilien, har i rapporten ”The rebound effect of circular economy” fra 2022 påpeget, at re- bound-effekten betyder et øget ressourcefor- brug, fordi den sekundøre produktion sjældent erstatter den primære helt. Tilgå hele rapporten ved at scanne QR-koden.
Download PDF fil