Oplev Ishøj – også når der er nedlukning Januar er overstået, og vi har netop taget hul på den sidste vintermåned. Dagene bliver længere, og der er håb forude for, at smitten fortsætter med at aftage, så vi kan komme tilbage til den hverdag, vi kender og savner. Det er også nu, at det er vigtigt, at vi alle står sammen, og gør dét lidt ekstra, der er med til at få smitten stoppet. Derfor er jeg også glad for, at vi siden begyndelsen af januar har haft et midlertidigt testcenter i biografen, og fra februar også får et permanent kviktestcenter i byen. I disse uger sætter vi fokus på vores engagerede unge. Vi har sat et par mål, og inviterer byens unge i biografen, hvis vi får 200 forbi og blive testet, og når vi hele 400 kommer rapperen ICEKIID og giver gratis koncert når vi igen må det. Mens vi kan glæde os til det, er der heldigvis rigtig meget vi stadig kan opleve, og gerne må, selv under nedlukningen. Jeg håber, at I vil lade jer inspirere til netop dette af denne publikation. Ishøj har en fantastisk natur, der kan udforskes, der er masser af live-underholdning på de sociale medier, og der kan f.eks. stadig hentes gode bøger på Kulturium Bibliotek. Denne tid viser os for alvor, hvor meget kultur og fællesskaber betyder for os – og jeg er stolt og glad for, at den også viser sin styrke selv i denne ekstraordinære tid. Borgmester Ole Bjørstorp
Download PDF fil