TEMA: Budget 2019 Stort flertal for kommunens husholdningsbudget Næste års budget indeholder investeringer på i alt 74 millioner kroner til vedligeholdelse og udvikling af kommunen I oktober nåede et flertal i Ishøj Byråd bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre til enighed om et forlig for næste års budget. For at få budgettet til at hænge sammen er det nødvendigt at spare 13 millioner kroner. Der er dog samtidig blevet råd til at investere for i alt 74 millioner kroner i vedligeholdelse og udvikling af kommunen. Det samlede budget er på 2,4 milliarder kroner. I denne udgave af Ishøj Nyt kan du læse eksempler på, hvad nogle af pengene skal bruges til. ”Budgettet ser som helhed flot ud. Det lykkedes os at nedbringe de foreslåede besparelser fra 18 til 13 millioner kroner. Tidligere på året stod vi til at miste et tocifret millionbeløb i tilskud fra 2019, men det endte heldigvis godt for Ishøjs vedkommende. Vi beholdte vores penge og fik oven i hatten mere end forventet i det årlige tilskud til vanskeligt stillede kommuner i hovedstadsområdet. Så alt i alt kan vi være meget godt tilfredse. Vi har stadig råd til en række nye tiltag, der både kommer ung som gammel i kommunen til gode,” siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp. Kommunen skal hvert år udarbejde et budget, hvor et flertal i byrådet beslutter, hvad kommunens penge skal bruges til i det nye år. Et kommunalt budget skal altid være i balance. Det vil sige, at udgifter og indtægter skal være de samme. Byrådet vedtog budgettet for 2019 til byrådsmødet i oktober. ”Vi har stadig råd til en række nye tiltag, der både kommer ung som gammel i kommunen til gode,” siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp. 2 IshøjNYT
Download PDF fil