TEMA Budget 2017 TEMA FOR 2017: Mangfoldighed er Ishøjs styrke Som en del af budgetforliget har Ishøj Byråd besluttet, at temaet for 2017 skal være medborgerpolitikkens vision om, at mangfoldighed er Ishøjs styrke – for forskellighed skaber dynamik i et fællesskab, og dynamikken skaber muligheder I denne udgave af Ishøj Nyt ser vi frem mod det kommende år, og hvad Ishøj Byråd har tænkt sig at bruge dine skattekroner på i 2017. Anledningen er byrådets vedtagelse af budget 2017 tilbage i oktober og det historiske budgetforlig, som alle partier bakker op om for niende år i træk. Som en del af budgetforliget har byrødderne givet hinanden håndslag på, at de i 2017 vil sætte ekstra fokus på det fortsatte arbejde med at gøre mangfoldighed til Ishøjs styrke. Vi skal huske hinanden på, at der skal være plads til alle i Ishøj og arbejde målrettet for det, mener borgmester Ole Bjørstorp. Vi har alle Ishøj-identiteten til fælles ”Selvom der stadig er et stykke at gå, er vi allerede godt på vej mod medborgerpolitikkens vision om, at mangfoldighed er Ishøjs styrke. Det ser vi blandt andet med de adskillige initiativer under Vores Ishøj. Her mødes borgere og ansatte på tværs af traditionelle skel og udnytter hinandens forskellige kompetencer til sammen at gøre livet i Ishøj bedre for hinanden,” siger borgmesteren, som mener, at Ishøj-identiteten er det, der samler os. ”Ishøj er en speciel kommune, der består af mange forskellige folkeslag, som lever på et relativt lille område. Alle 110 nationaliteter skal leve og gå op ad hinanden uden, at man tænker særlig meget over det. Det skal være den fælles Ishøj-identitet, der er det afgørende. Alle har ret til at være en del af det liv, der foregår i Ishøj.” Ifølge medborgerpolitikken er mangfoldighed Ishøjs styrke, når: • alle borgere er en del af og føler sig inkluderet i medborgerskabet • alle borgere er opsøgende og interesserede i nærdemokratiet • alle borgere møder medborgere med gensidig respekt og anerkendelse af forskellighed • alle borgere tager ansvar for egen fremtid og et medansvar for andres fremtid • alle borgere bliver mødt med professionalisme og respekt, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Læs hele medborgerpolitikken på ishoj.dk/medborgerpolitik 2 IshøjNYT
Download PDF fil