Spor: Cybersikkerhed Når den fjerde industrielle revolution inviterer cybertrusler indenfor Lone Juul Dransfeldt Christensen, Bang & Olufsen Under den tredje industrielle revolution præsterede vi ikke at sikre vores operationelle teknologi tilstrækkeligt og beskyttede i stedet vores produktion bedst muligt ved at afskærme den fra omverdenen. Men ønsker vi at udnytte potentialerne, der kommer med den fjerde industrielle revolution, såsom brugen af kunstig intelligens og IoT, så kan vi ikke længere afskærme produktionen helt fra omverdenen. Vi skal derfor kigge på, hvilke cybertrusler den fjerde industrielle revolution inviterer indenfor, og hvad vi kan gøre for at beskytte os imod dem. Lone Juul Dransfeldt Christensen er certificeret etisk hacker og sikkerhedsarkitekt i Bang & Olufsen og har flere års erfaring med at arbejde med sikkerhed fra et offensivt perspektiv. Fremtidens industrielle hackere Keld Norman, Dubex Kom og hør om, hvilke trusler vi står overfor i fremtiden, når delkomponenter, der indgår i en produktion af et produkt, er fyldt med både soft- og hardware-bagdøre, når SCADA/ICS-anlægget har indbygget en skjult 5G internetforbindelse, USB-ladekablet overvåger dig eller taster på dit keyboard, når du ser væk, og harddisken i serveren er forprogrammeret til at slette eller ændre data, når den ”ser” et kodeord. Keld Norman er IT-sikkerhedsekspert og konsulent hos Danmarks største IT-sikkerhedsfirma Dubex, der rådgiver omkring IT-sikkerhed og supporterer sikkerhedsløsninger for danske virksomheder globalt. Han er en del af Dubex Incident Response Team (D.I.R.T), der rykker ud og hjælper kunder, der er blevet kompromitteret, og er også med i Dubex’s RedTeam, hvor han fingerer hacker, der både bruger exploits, social engineering og låsepistoler til at komme ind i kundernes systemer. Keld har bl.a. en fortid i IBM, hvor han har arbejdet med både Mainframe,SAN, AIX, Linux og Windows. Redskaber til at øge virksomhedens digitale sikkerhed Christian von Stamm Jonasson, Erhvervsstyrelsen For at kunne høste gevinsterne ved digitalisering og omstilling til Industri 4.0 er det nødvendigt, at kunder og samarbejdspartnere har tillid til, at der er styr på sikkerheden. Erhvervsstyrelsen samarbejder med dansk erhvervsliv om at skabe de bedste rammer for, at danske virksomheder kan få de nødvendige redskaber og handlingsorienteret vejledning til at arbejde med deres digitale sikkerhed. I oplægget vil Christian fortælle om de erhvervsrettede tiltag, som understøtter dette arbejde bl.a. Erhvervspartnerskabet for øget IT-sikkerhed og Virksomhedsrådet for IT-sikkerhed, Sikkerhedstjekket, Klik-Ikke-Her og Sikker Digital. Christian arbejder med erhvervspolitiske analyser og policy-udvikling indenfor digital sikkerhed. 12
Download PDF fil