Det er bemærkelsesværdigt, at de ellers mere fusionsskeptiske repræsentantskaber støttede planerne om et fælles hus, et hus, der i værste fald kunne være endt som hjemsted for to separate ingeniørforeninger og en a-kasse. Et domicilbyggeri af denne omfattende art i et politisk præget foreningslandskab er et årelangt projekt at føre fra idé til virkelighed. Planlægningen af det nye ingeniørhus var allerede godt i gang, da de to foreninger tog skridt til at gennemføre en afstemning om at fusionere, og denne proces blev ingeniørhuset mere og mere en del af, efterhånden som fusionsplanerne tog form. Efter principbeslutningen i 1990 om at bygge huset var der overaskende roligt i de to foreninger, mens der blev arbejdet med forberedelsen. Hovedbestyrelserne og repræsentantskaberne for I-S og DIF lagde i 1990 grunden til det hus, der endte med at blive en realitet. Det arbejde, der blev igangsat i foråret 1990 og de principbeslutninger, der blev taget i december samme år satte med få justeringer rammerne for projektet, nemlig at der skulle etableres et fællesdomicil i Københavnsområdet og et antal domicilfællesska ber i provinsen, samt at det skulle være økonomisk forsvarlige projekter uden kontingentstigning.174) Det sidstnævnte forhold blev af stor betydning og satte grænser for ambitionerne på en række områder. En fælles domicilgruppe fra de to for eninger udarbejdede mellem marts og december 1990 en rapport og en række indstillinger, som repræsentantskaberne tiltrådte.175) Derefter nedsatte man forskellige arbejdsgrupper med refe rence til en styregruppe bestående af de to for eningers formænd. Indstillingerne fra grupperne blev tiltrådt af repræsentantskaberne i maj 1991, hvor man indgik aftale med Arkitekt Niels Brøns om at stå for salget af de to daværende domiciler og at finde og købe en egnet grund eller bygning. Udfordringen for økonomien var samtidigheden i disse handlinger. Niels Brøns afsøgte i alt ca. 25 muligheder i København, og allerede den 28. august 1992 indgik man optionskontrakt på Dahlerups Pakhus på Langelinie med ejeren, entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz. Langeliniesagen var kompleks, fordi pakhuset efter alt at dømme ville blive bygningsfredet, og det samme kunne gælde en stor del af den gamle frihavn, der bestod af Danmarks uden sammenligning mest markante og ekstra ordinære havnebygninger og -anlæg. Frihavnen var et fremtrædende eksempel på især danske civilingeniør ers bemærkelsesværdige kompeten cer og nye rolle kort før 1900.176) Nu indhentede fusionsdiskussionen mellem I-S og DIF imidlertid det fælles domicilprojekt, da sammenkædningen blev taget op på et besty relsesmøde mellem de to foreninger i foråret 1992. Derefter vedtog begge foreningers repræsentant skaber i maj 1993, at domicilgruppen ikke skulle barsle med en indstilling vedrørende den endelige beslutning, før resultatet af fusionsafstem ningen var kendt.177) Og nu tog sagen om Dahlerups Pakhus en anden drejning – før sommerferien 1993 blev pakhuset fredet, men samtidig følte domicilgruppen ikke, at forholdene kunne undersøges grundigt nok før optionsperiodens udløb. Da ejeren Rasmussen & Schiøtz sagde nej til at forlænge fristen med otte måneder, blev optionen opsagt. Helt slut var det dog ikke med samarbejdet, for Rasmussen & Schiøtz blev alligevel bedt om at udarbejde et tilbud. Aftalen med Niels Brøns blev dog bragt til ophør, da et resultat ikke var nået inden aftalens udløb ultimo 1993.178) Dahlerups Pakhus faldt reelt, da Rasmussen & Schiøtz i oktober gav 14 dages svarfrist på tilbuddet, hvilket foreningerne opfattede som utilstræk keligt i forhold til de opstillede krav. R&S arbej dede videre på et revideret tilbud, men da havde ingeniørerne fået kolde fødder og turde ikke binde an med en omfattende renovering af den 120 TEKNOLOGISK VIDEN OG NETVÆRK I FORENING
Download PDF fil