Tyveri og svindel foregår i stigende grad via hacking og anden it-kriminalitet, og hoteller og konferencecentre er sårbare, fordi der færdes mange mennesker. Det kræver ekstra opmærksomhed, ikke mindst blandt de ansatte, siger eksperter. Dette tema giver gode råd til, hvordan man som virksomhed sikrer sig mod de moderne tiders tyve. TEKST: HELLE SINDAL FOTO: ALL OVER PRESS Det var en historie, der vakte stor opmærksomhed, da et par hundrede gæster sidste vinter blev låst ude fra deres værelser på et hotel i Østrig, og hackere krævede en løsesum i bitcoins for at genaktivere hotellets elektroniske nøglekortssystem. Den slags hændelser hører heldigvis mere til i film fra Hollywood og er på ingen måde hverdagsbegivenheder i hotelog restaurationsbranchen. Det er flere andre former for it-kriminalitet derimod, advarer eksperter i it-sikkerhed. Tyve, svindlere og organiserede kriminelle rykker i stigende grad ud på internettet og ind i it-systemer. Og ransomware, CEO-fraud og phishing er tre ubehagelige ord, som stadig flere stifter bekendtskab med. »Det er en udfordring at holde trit med de it-kriminelle. De prøver mange forskellige veje og bliver mere og mere avancerede,« siger Johan Westberg, senior director for corporate it i hotelgruppen Carlson Rezidor, som blandt andet driver Radisson- og Park Inn-kæderne. Johan Westberg fortæller, at hotelkæden udsættes for forsøg på svindel med falske fakturaer og usikre netværk – og ugentligt oplever phishingangreb, som er den form for snyd, hvor kriminelle via for eksempel e-mails eller telefonopkald forsøger at lokke brugernavne og passwords fra ansatte, så de kan komme ind i virksomhedens it-system. Branchens hoteller beskytter sig på mange måder med bl.a. backups, krypteringsprogrammer, tekniske løsninger, opdateringer og ikke mindst de ansattes bevidsthed. »Personalet er en vigtig nøgle, når man skal beskytte sig mod it-kriminalitet. Vi har et medarbejderprogram, så de ansatte er klar over, at de f.eks. ikke skal klikke på tvivlsomme links, låne passwords ud eller sætte ukendte USB-stik i en administrativ pc,« fortæller Johan Westberg. 19 VISITOR 01·18
Download PDF fil
Arkiv