2 ÅRSBRETNING 2022 Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme Årsberetning 2022 Indholdsfortegnelse: 1. Ankenævnets sammensætning 2. Hvilke virksomhedsområder behandler Ankenævnet 3. Modtagne klager fordelt på sagstyper 4. Andelen af klager, der blev afsluttet uden kendelse 5. Udfaldet af de afgjorte sager 6. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 7. Året 2022 - Sagstyper som forekommer hyppigt 8. Kontaktoplysninger 1. Ankenævnets sammensætning Ankenævnet består af fem medlemmer, hvoraf den ene er nævnets formand. Forbrugerrådet, Visit Denmark og HORESTA udpeger hver et medlem til nævnet. Derudover udpeges der et medlem på skift mellem HORESTA, DANHOSTEL Danmarks Vandrerhjem og Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark. Disse medlemmer møder i nævnet afhængig af hvilke sager nævnet skal behandle. Formandsposten er beklædt af byretsdommer Jacob Scherfig fra Københavns Byret. Som repræsentanter for forbrugerne sidder direktør Annette Sørensen, VisitNordsjælland, udpeget af Visit Denmark samt politisk rådgiver Vibeke Myrtue Jensen, som er udpeget af Forbrugerrådet (suppleant, ankenævnskoordinator Regitze Buchwaldt). Erhvervsrepræsentant i nævnet er Head of Operations, Kristian Vøttrup, Restaurant og Hotel Charlottehaven. Som ad-hoc medlemmer fungerer direktør Claus Nielsen, Sinatur Hoteller, indstillet af HORESTA, direktør Mads Stendorf Hansen fra DANHOSTEL Danmarks Vandrerhjem samt direktør Søren Kragelund, Faarup Sommerland, indstillet af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark. Nævnets repræsentanter udpeges for tre år ad gangen. Der er senest udpeget/genudpeget nye medlemmer af nævnet i november 2022. Ankenævnets sekretariat varetages af sekretariatsleder, Kaare Friis Petersen, advokat Jesper Juhlin og sekretær Lotte Moestrup. Sekretariatet har hjemsted Hos HORESTA på Vodroffsvej 32, 1900 Frederiksberg. Det er sekretariatets opgave at besvare skriftlige, telefoniske og personlige henvendelser til Ankenævnet. Sekreta- riatet drager omsorg for sagens oplysning og forbereder klagesagen til nævnsbehandling.

ÅRSBRETNING 2022 3 2. Hvilke virksomhedsområder behandler Ankenævnet Ankenævnet behandler sager, hvor ydelsen og/eller det fremsatte krav repræsenterer en værdi på højst kr. 150.000,- samt vedrører tjenesteydelser, der udbydes af hoteller, restauranter, forlystelsesparker, vandrerhjem samt andre virksomheder, der erhvervsmæssigt tilbyder lignende tjenesteydelser. Klager over ydelser, der overstiger ovennævnte beløbsgrænse, henvises til behandling ved de almindelige domstole. Der kan, jf. Forbrugerklagelovens § 14, klages over virksomheder, som er hjemmehørende i Danmark. Der kan dog klages over udenlandske erhvervsdrivende, hvis sagen skønnes at have større tilknytning til Danmark, end til det land, hvor den erhvervsdrivende er hjemmehørende. Klagen rejses mod den og/eller de, der efter retsplejelovens regler kan sagsøges ved de danske domstole om de i klagen omhandlede spørgsmål. Ankenævnet behandler ikke klager, der er omfattet af Pakkerejse-Ankenævnets virksomhed eller klager som vedrører leje af feriehuse eller campingpladser. Disse behandles af Ankenævnet for Feriehusudlejning. Ingen klagesag kan blive behandlet, før klager har henvendt sig om klagen til indklagede og denne henvendelse ikke har resulteret i en for klager tilfredsstillende løsning. Ankenævnet opkræver et gebyr ved klagens indbringelse på kr. 170,-. Hvis nævnet afviser sagen uden at tage stilling til klagen, tilbagebetales gebyret. Får klager medhold, skal den indklagede refundere gebyret. For forbrugere, der modtager tjenesteydelser fra medlemmer af hotel, restaurant og turisterhvervets branchefor- ening, HORESTA, er der en særlig garantifond, som sikrer, at der udbetales erstatning til klager, når Ankenævnets afgørelse foreligger, og indklagede ikke har efterkommet afgørelsen inden for den af nævnet fastsatte frist. Formå- let er at skabe en tryghed hos forbrugeren ved besøg i HORESTA’s medlemsvirksomheder. Erhvervsdrivende, som ikke efterlever Ankenævnets afgørelse, offentliggøres på Ankenævnets hjemmeside www. hrt-ankenaevn.dk. For hoteller, restauranter mv. er det næringsbrevsindehaverens navn, der bliver offentliggjort.

    ...