Analysens anledning og formål Med ”Klimaaftale for energi og industri mv. 2020” besluttede regeringen og partierne bag aftalen at udfase ca. 120.000-170.000 individuelle gasfyr inden 2030, hvilket vil reducere CO2-udledningen med op til 700.000 ton CO2e. Den 30. oktober 2020 blev klimaaftalen fulgt op af udmøntningen af fire puljer, som skal sætte tempo på udfasningen. Med puljerne kan boligkunder få tilskud til varmepumper, fjernvarmeselskaberne kan få tilskud til udrulning af fjernvarme, og der tilbydes gratis frakobling fra gasnettet. Aftalen medfører en stor ændring i opvarmningen af op til 170.000 danske hjem, som forventes at skifte til anden opvarmningsform. En konvertering, der skal bidrage til realiseringen af klimalovens målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70%. Konverteringen af op til 170.000 gasfyr vil reducere CO2-udledningen med 700.000 ton CO2e.Det danske gassystem er samtidig under hastig forandring. I 2014 kom den første biogas ind i distributionssystemet, og siden da er andelen af biogas steget til 21,2% i december 2020. I takt med, at Evida kobler flere biogasanlæg på gasnettet, og de eksisterende biogasanlæg udvider produktionen, stiger andelen af biogas i gasnettet. En udvikling, som blandt andet har betydning for gassens anvendelse i industrien. Senest eksemplificeret med beslutningen om at udvide gasnettet til forsyningen af energiintensive virksomheder som Nordic Sugar og Aalborg Portland. Af hensyn til Evidas forvaltning af gasinfrastrukturen og en effektiv omstilling har det betydning, hvor i landet boligkunderne vil konvertere væk fra gas og i hvilken hastighed. De seneste år har tilgangen og afgangen af gasforsynede boligkunder været nogenlunde ensartet. Set i lyset af de markante forandringer, gassektoren står over for, har Evida brug for yderligere viden om forbrugernes beslutningsadfærd. Evida har derfor, i samarbejde med Energistyrelsen, gennemført en adfærdsanalyse blandt Evidas boligkunder. Konkret ønsker Evida at afdække, om konverteringerne vil ske spredt rundt i hele Danmark, om nogle dele af Danmark kan forventes at konvertere før andre, og om der er dele af landet, hvor der er særlige udfordringer ved at konvertere til andre opvarmningsformer. Analysedesign Adfærdsanalysen består af to elementer. En spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 250.000 af Evidas boligkunder og en regressionsmodel, som forudsiger gaskundernes præference i valg af opvarmningsform. Spørgeskemaundersøgelsen blev foretaget i november 2020, og 25.009 af Evidas boligkunder valgte at deltage. Besvarelserne i spørgeskemaundersøgelsen indgår i regressionsmodellen, som er beriget med oplysninger om bl.a. gaskedelalder, forbrug, offentlig ejendomsvurdering, boligareal osv. Regressionsmodellen gør brug af data for alle Evidas boligkunder og ikke kun de, der har besvaret spørgeskemaet. Modellen estimerer på baggrund af disse data sandsynligheden for valg af forskellige opvarmningsformer for enhver boligkunde. Gaskundernes forventning til deres fremtidige opvarmning - 2021 3
Download PDF fil