Når man kommer ned til ny afdeling, står man overfor et væsentligt anderledes materiale- og farvevalg end det, der prægede gamle afdeling, og man står overfor en væsentlig anderledes måde at tænke skole på. Vi kan på en helt anden måde overskue denne del af bygningen, hvilket hænger sammen med, at arkitekterne har sat sig for at undgå de lange lukkede gangforløb. De har åbnet op til det vide udsyn, idet de fleste lokaler vender ud mod fællesarealerne, der nedsænkede befinder sig i midten. På ægte 70’er vis er ’værestederne’ altså det centrale. Kantinen, biblioteket og læsesalen ligger hele vejen rundt om egegården, der sørger for luft og lys i midten. Hele rækken af rum er opholdssteder for eleverne såvel i forbindelse med gruppearbejde og forberedelse som i forbindelse med spisning, frikvarterer og fester. Står man øverst på trappen, kan man overskue der er over figuren. Hun har passet fornemt til et bassin med rislende vand og med et latinsk citat overfor, men hun står distancen og synes at falde lige så naturligt ind, når de nuværende gymnasieelever drøner rundt for foden af hende og spiller bordtennis i det tørlagte bassin. Og udover latinske citater har hun nu skolens nyeste værk overfor sig, nemlig Troels Sandegårds tre betonkuber “Selfportrait Naked” 2013, der på sin egen helt nutidige vis også har udgangspunkt i menneskefiguren. Ikke kun Troels Sandegård men en lang række nyere værker fylder nu denne oprindelige del af bygningen, men flere steder vil man kunne støde på andre af de tidligere værker udført af nogle af Gotfred Eickhoffs samtidige. Det gælder således Harald Isensteins relief i forhallen samt Gunnar Westmanns lille fine bronzeskulptur “Skjorten” 1956. 6 Navigare, liggende kvinde, 1967 Gottfred Eickhoff – Skjorten, 1956 Gunnar Westmann – det hele, idet de fjernest liggende områder kan ses gennem egegårdens glas. Synet kan være overvældende med de røde teglstensvægge, det sindrigt udformede kassetteloft i træ og de mange varme orange (70’erne igen!) farver. Den blå farve på vinduesrammer og søjler er dog fulgt med fra gamle afdeling, og skaber både forbindelse mellem de to bygningsdele og et kærkomment og perfekt modspil til den orange. Hvor gamle afdeling i sit udgangspunkt talte sit tydelige, ophøjede sprog, der lagde op til, at gymnasiets unge rettede sig ind efter det, så er ny afdeling på en helt anden måde rettet ind efter de unge. Uddannelsessystemet har gennemgået en mærkbar ændring, langt flere unge kommer i 1973 i gymnasiet, og de får en Den oprindelige næsten latinskoleagtige stemning i ‘gamle’ afdeling er for længst blevet fejet ud af nutidens unge og nutidens kunst, men også en række bygningsændringer har koblet sig på og har forstyrret den oprindelige bygnings kvadratiske plan på den gode måde. Det drejer sig først og fremmest om den udvidelse, skolen gennemgik i 1973, som koblede gangen for enden af forhallen på, så den kunne danne overgang til den noget større nye afdeling, og det drejer sig om gangen ud til naturfagsfløjen og den nyeste gennemgang over til musik og kreafløjen. Forhallen forbliver bygningens knudepunkt men i stedet for at lukke sig om sig selv, føres man nu videre ud i en række forskellige retninger. Relief, 1964 Harald Isenstein – helt anden form for plads. Det er den udvikling, der spejles i vores bygninger. 7
Download PDF fil